Poyang Hu, sø i Jiangxiprovinsen; 3580 km2, Kinas største ferskvandssø. Den har en vigtig funktion som reservoir for Chang Jiang (Yangtze Kiang) ved oversvømmelser. Søens areal mindskes til stadighed pga. tilsanding og opdyrkning; der foregår et betydeligt fiskeri. 98% af verdens samlede bestand af snetraner overvintrer her sammen med andre sjældne og truede fuglearter.