Nordkinesiske Slette, tætbefolket landbrugsområde i Nordkina, som strækker sig fra bjergene Taihang Shan og Funiu Shan i vest til Bo Hai og Det Gule Hav i øst og fra Den Kinesiske Mur i nord til Qin Ling-Huai He-linjen i syd; ca. 330.000 km2. Landsbyerne ligger tæt, og der er flere storbyer, bl.a. Beijing. Sletten når sjældent over 50 m.o.h. og er opbygget af silt, fine flodaflejringer fra Huang He (Den Gule Flod). Området er domineret af monsunen med varme, regnfulde somre og kolde, tørre vintre; det giver grundlag for tre afgrøder pr. to år, især vinterhvede, majs, sojabønner og bomuld. Det kunstvandede areal er blevet stærkt udvidet, men med faldende grundvandsspejl til følge.

Historisk har sletten været plaget af tilbagevendende tørke (forår) og oversvømmelser (sommer) og tilsaltning. Det klassiske problem, kapløbet mellem befolkningsvækst og fødevareforsyning, søges især løst gennem store vandbygningsprojekter; bl.a. er et kanalprojekt under vej, som skal føre vand fra Chang Jiang (Yangtze Kiang) til Huang He.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig