Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Manchuriet

Oprindelige forfattere HJoer og KimM Seneste forfatter Redaktionen

/@api/deki/files/18891/=ud_a_49482.mp3?revision=1

Manchuriet, (efter det lokale folkeslag manchu), den historiske betegnelse for det nordøstlige Kina; på kinesisk bruges nu betegnelsen Dongbei, som blot betyder 'nordøst'. Manchuriet udgøres af de nuværende provinser Heilongjiang, Jilin og Liaoning samt den nordøstlige del af Indre Mongoliet. Store dele af områdets sumpe, stepper og skove henlå uopdyrkede til midten af 1800-t., da kinesisk indvandring sammen med etableringen af jernbaner og kulminer satte skub i udviklingen. I første del af 1900-t. ændredes Manchuriet fra at være et af de mest tilbagestående områder til et af de mest industrialiserede i Kina. Vedrørende områdets geografi, se de nævnte kinesiske provinser.

Historie

Manchuriet var beboet af nomadestammer fra 1000-t. f.Kr. og blev for de sydlige egnes vedkommende først delvist koloniseret og underlagt kinesisk kontrol under Handynastiet (206 f.Kr.-220 e.Kr.). Tre kinesiske dynastier har haft manchuriske herskere, Liaodynastiet (916-1125), Jindynastiet (1115-1234) og Qingdynastiet (1644-1911/12). Qing dækkede hele Kina, og dets grundlægger, Nurhaci, baserede sin og det senere dynastis magt på etableringen af bannere, dvs. en særlig hierarkisk opbygget militærenhed, der opdelte befolkningen i otte grupper ud fra etnisk tilhørsforhold. I forsøget på at bevare den herskende manchuslægts kontrol over området var immigration af kinesere til andet end garnisonsbyer forbudt indtil 1860'erne. Herefter opmuntredes kinesiske bønder til at slå sig ned i især de uopdyrkede nordlige egne for at skabe en modvægt til den begyndende russiske imperialisme.

Manchuriets placering mellem kinesiske, russiske og japanske interessesfærer gjorde det fra da af til et konfliktfyldt område. Efter Den Kinesisk-japanske Krig 1894-95 tildelte den kinesiske regering Rusland havnebyerne Lüshun og Dalian på spidsen af halvøen Liaoning, og i 1896 fik russerne koncession til at bygge den østkinesiske jernbane. Det skete for at afbalancere det spirende japanske pres på området. Den Russisk-japanske Krig 1904-05 resulterede i, at Rusland tabte sine interesser i Liaoning til Japan; Rusland var herefter kun en magtfaktor i det nordlige Manchuriet. Fra samme periode søgte andre vestlige magter at opnå privilegier i området.

Annonce

Efter kejserdømmets fald i 1911 var Manchuriet reelt under kontrol af krigsherren Zhang Zuolin, indtil det efter den såkaldte Mukdenhændelse (se Manchuriet-krisen) i 1932 annekteredes af Japan under navnet Manchukuo. Trods kritik fra Folkenes Forbund gennemførte Japan en brutal kolonisering og indsatte den sidste kejser af Qingdynastiet, Puyi, som formel regent.

Umiddelbart efter oprettelsen af Folkerepublikken Kina i 1949 nød Manchuriet relativt stor selvstændighed, men blev fra 1953 optaget i Kina og opdelt i de tre ovennævnte provinser.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Helle Jørgensen, Kim Madsbjerg: Manchuriet i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 15. april 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=121421