Dzungariet

Dzungariet, Junggarbækkenet, den nordlige del af Xinjiangprovinsen i Kinesisk Centralasien; 380.000 km². Bækkenet er omgivet af bjerge, men to lavninger, Ertixdalen og Den Dzungariske Port, forbinder området med Kasakhstan mod vest. Sidstnævnte har adskillige gange i historien været udfaldsport for asiatiske rytterfolks erobringstogter helt til Europa. I 1990 blev jernbanen fra Ürümqi til Kasakhstan fuldført, og Silkevejsbanen forbinder dermed Rotterdam med Lianyungang på Kinas østkyst.

Dzungariet afgrænses mod nord til Mongoliet af Altajbjergene, mod syd af Tian Shan og mod vest af Tarbagataj- og Ala Tau-bjergene. Ertix (Irtysj) afvander den nordvestlige del til Det Nordlige Ishav, mens de øvrige floder ender i søer og sumpe i Dzungariets afløbsløse indre. Klimaet er tørt og tempereret, præget af store forskelle mellem sommer- og vintertemperaturer. Nedbøren er størst mod vest, hvor de to lavninger tillader fugtige vinde at trænge ind. De centrale og østlige dele er overvejende ørken (Gurbantünggüt), mens den større nedbør mod vest betinger busksteppe og bjergskråningernes græssteppe og nåleskove. Området har store mineralske forekomster, især olie (Karamay) og kul samt nikkel, kobber, jern, chrom og guld i Altaj. I et frugtbart bælte langs Tian Shans nordskråning har demobiliserede kinesiske soldater siden 1956 forestået en storstilet indvinding af landbrugsjord, hvor der dyrkes hvede, bomuld, sukkerroer og frugt. Korpset har tillige bygget fabrikker og anlagt veje og jernbane. Hovedbyen Shihezi er i stærk vækst og er en af Kinas vigtigste bomuldstekstilbyer.

De største etniske minoriteter er kasakher og mongoler, hvoraf hovedparten fortsat har husdyravl som bærende erhverv, især i form af transhumance: Dyrene (får, geder, kvæg og heste) flyttes efter årstiden, om sommeren og efteråret til græsgangene på bjergskråningerne, mens vinter- og forårsgræsningen finder sted i dalene.