Zhanjiang, Chanchiang, havneby og fiskerihavn på Leizhouhalvøen i Guangdongprovinsen på Kinas sydkyst; 1,40 mio. indb. (2010). Administrativt omfatter Zhanjiang to amter og tre mindre byer. Byen er en af de 14 kystbyer, som siden 1984 har haft en vis selvstændighed mht. udenlandske investeringer. Her ligger mindre skibsværfter, tekstilfabrikker og sukkerraffinaderier, og der er forarbejdning af ris foruden kemisk produktion, herunder saltudvinding. Byen er administrationscenter for offshore olie- og gasproduktionen og for flåden i Det Sydkinesiske Hav.