Shihezi, Shihhotzu, by i Xinjiangprovinsen i Nordvestkina; 367.300 indb. (2004). Byen blev grdl. i 1950'erne af tilflyttede han-kinesere i det nyåbnede kunstvandingsområde ved Manasfloden nord for Tian Shan-bjergene i Dzungariet. Råstoffer fra statsfarme under Xinjiang Produktions- og Anlægskorps udgør grundlaget for byens alsidige forbrugsvareindustri: tekstiler, papir, sukker og andre levnedsmidler.