Shanxi.

.

Shanxi, Shansi, provins i det nordlige Kina; 156.300 km2, 35,71 mio. indb. (2010). Hovedstad: Taiyuan. Shanxi ligger på et højt, kraftigt eroderet plateau, omgivet af bjerge mod vest, nord og øst. Huang He (Den Gule Flod) danner den vestlige og dele af den sydlige grænse. Klimaet er kontinentalt med kolde vintre og tørre somre. Jorden er frugtbar løss, men den ringe årsnedbør (400-650 mm) og et tørkepræget forår betyder, at markerne må kunstvandes. Ris- og hvedeavlen er efter kinesiske forhold lille; i stedet dyrkes andre kornsorter som hirse, durra, byg og majs i dalene og på terrasser. Hertil kommer sojabønner, sukkerroer, kartofler, hørfrø, tobak og bomuld foruden frugt og grøntsager. Mod NV er der husdyravl med salg af uld og huder.

Shanxi har enorme kulforekomster af høj kvalitet og tæt på overfladen. Provinsen har en tredjedel af Kinas samlede kulreserver og står for en femtedel af kulproduktionen. Hertil kommer store reserver af bauxit foruden en lang række andre mineraler, bl.a. jern, kobber, zink, titan og vanadium.

Provinsens industri ligger fortrinsvis i Taiyuan og i Datong i jern- og kulminedistriktet mod nord. Det er især jern- og stålindustri med bl.a. fremstilling af maskiner til minedrift, tekstil-, cement- og papirindustri samt den grafiske branche. Her laves også lokomotiver, biler og traktorer. I letindustrien produceres bl.a. forbrugsvarer som ure, cykler, tv-apparater og vaskemaskiner.

Shanxi er kendt for sin traditionelle produktion af likør og vineddike foruden lertøj og porcelæn. Den tætbefolkede provins gennemkrydses af tre hovedjernbanelinjer.

Historie

Under Handynastiet blev provinsen en del af kejserriget, men dens placering medførte, at den i perioder med svag centralmagt enten var halvautonom eller underlagt indflydelse fra mongoler og fra Centralasien. I 400-t. anlagdes de berømte buddhistiske grotter i Yungang. Under Den Kinesisk-japanske Krig 1937-45 grundlagde japanerne kulminer og sværindustri i provinsen.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig