Sanxia, De Tre Slugter, trang passage på Chang Jiangs (Yangtze Kiangs) mellemste løb, gennem århundreder kendt for sin skønhed og farlighed.

Området blev fra 1995 byggeplads for et gigantisk vandkraftværk, Three Gorges Dam, som blev færdig i 2009. Bag en 185 m høj og 2 km lang betondæmning opstemmes et 1084 km2 stort reservoir, som oversvømmer slugterne. Opfyldningen af reservoiret påbegyndtes i 2003, hvor også den første gruppe generatorer begyndte at producere strøm. Selve dæmningen blev færdigbygget 2006.

Da vandkraftværket var udbygget i 2012, havde det en effekt på 22.500 MW, hvilket gjorde det til verdens største kraftværk. Projektet har nødvendiggjort flytning af 2 mio. mennesker; det vil ud over elproduktion forbedre flodsejladsen, øge kunstvandingsmulighederne og begrænse de tilbagevendende oversvømmelser langs floden.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig