Qufu er en kinesisk by 480 kilometer syd for Beijing i provinsen Shandong; 129.000 indbyggere (2003). Byen er kendt som filosoffen Kong Fuzis fødeby; hans tempel rummer noget af Kinas fineste arkitektur; dele af det er fra 1100-tallet. I et nærliggende palads har hans efterkommere levet frem til 1900-tallet. Nogle af paladsets 460 værelser er i dag hotel. Et par kilometer fra byen ligger en gravplads, der menes at rumme 100.000 grave, herunder Kong Fuzis og de fleste af hans efterkommeres i 76 led. Under Kulturrevolutionen blev dele af templet ødelagt af rødgardister, men lokalbefolkningen fik forhindret en mere omfattende ødelæggelse. Qufu har siden 1994 været på UNESCO's Verdensarvsliste.