Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Qingdao

Oprindelige forfattere HHol, KAL og TVos Seneste forfatter Redaktionen

Qingdao, Ts'ingtao, havneby i provinsen Shandong i Kina; 3,72 mio. indb. (2010). Byens naturhavn er en af de bedste i det nordlige Kina og åben også om vinteren; den er base for den nordlige flåde og en betydelig eksport- og fiskerihavn.

Byen har siden 1949 udviklet sig til et industrielt knudepunkt med fremstilling af traktorer, maskiner, cement, kemikalier, farver, cigaretter og bomuldsvarer. Levnedsmiddelindustrien omfatter bl.a. jordnøddeolie, vin, mineralvand og den kendte Tsingtao-øl. Byen er et af Kinas betydeligste kur- og feriecentre samt center for forskning og uddannelse med bl.a. Kinas ældste havforskningsinstitut.

I 2011 åbnedes en bro over Jiaozhou-bugten fra Qingdao til det sydlige industriområde Huangdao. Broen, der er 42,5 km lang, er verdens længste bro over vand.

Annonce

Qingdao var oprindelig en mindre fiskerby, men i løbet af 1700-t. fik den øget betydning som havneby og i 1800-t. som flådebase. I 1897 besatte Tyskland byen og anlagde en moderne havn. Industrien udvikledes, og Qingdao fik et tydeligt europæisk præg. 1914-22 og 1938-45 var byen besat af japanerne.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Henrik Holmemose Andersen, Kjeld Allan Larsen, Tage Vosbein: Qingdao i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 16. juni 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=147691