Liangshan Yi Autonome Distrikt, formelt selvstyrende område, oprettet 1952 i den sydvestlige del af Sichuanprovinsen i Kina; 60.423 km2, 4,24 mio. indb. (2004). Det bjergrige distrikt har sit navn efter Daliang Shan 'de store kølige bjerge', der ligger vest for Chang Jiangs (Yangtze Kiangs) øvre løb. I bjergenes dale dominerer den agerdyrkende yi-nationalitet, som udgør 52% af områdets befolkning (2000). Hovedstaden Xichang, der ligger ved Chengdu-Kunming-jernbanen, har han-flertal og rummer Kinas vigtigste satellitbase.