Kaifeng, by i provinsen Henan i Kina; 827.000 indb. (2010). Byen ligger på Den Nordkinesiske Slette syd for Huang He (Den Gule Flod) og har jernbaneforbindelse til bl.a. Beijing og Shanghai. Byen har zinkudsmeltning, tekstil- og kemisk industri samt fremstilling af landbrugsmaskiner. Huang He har flere gange forårsaget oversvømmelser i byen.

Kaifeng var fra 300-t. f.Kr. et administrativt centrum for adskillige dynastier og blev med anlæggelsen af Kejserkanalen i 600-t. en betydningsfuld handelsby. Den havde sin økonomiske, politiske og kulturelle blomstringstid som hovedstad for det nordlige Songdynasti (960-1126) og for Jindynastiet (1115-1234). I 1100-t. fik byen en jødisk menighed, som i 1800-t. var assimileret.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig