Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Indre Mongoliet

Oprindelig forfatter KAL Seneste forfatter Redaktionen

Indre Mongoliet.

Indre Mongoliet.

Indre Mongoliet, Nei Mongol, formelt selvstyrende region i det nordlige Kina med grænse til Mongoliet og Rusland; 1,18 mio. km2, 24,7 mio. indb. (2010); hovedstad: Hohhot. Indre Mongoliet blev dannet allerede i 1947 som den første af fem autonome regioner på provinsniveau, dvs. to år før Folkerepublikken Kinas oprettelse. Regionens over 4 mio. mongoler udgør kun 17% af totalbefolkningen, men 69% (2000) af alle mongoler i Kina og flere end befolkningen i staten Mongoliet. Traditionelt er mongolerne nomadiske kvægavlere; nu er de fleste halvnomadiske, og nogle er endog blevet fastboende agerbrugere. Siden slutningen af 1500-t. har mongolerne bekendt sig til den tibetanske form for buddhisme.

Han-kinesere udgør langt størstedelen af regionens befolkning. Siden 1840 har han-folkets omfattende nyopdyrkning nord for Den Store Mur gradvis skubbet grænsen mellem agerdyrkning og kvægavl mod NV. Uden for agerbruget udgør han-kineserne hovedparten af bybefolkningen i byerne i regionens sydlige del.

Klimaet er tempereret monsunklima med udpræget kontinentalt præg. Ca. 70% af nedbøren falder i sommerperioden. Bjergene Da Hinggan Ling mod øst og Yin Shan mod syd virker som barrierer mod nedbøren. Årsnedbøren aftager derfor fra 400-500 mm mod øst og syd til 100 mm i den vestlige del af Det Mongolske Plateau.

Annonce

Indre Mongoliet omfatter fem regioner. Langt størst er Det Indremongolske Plateau, der sammen med plateauet i Mongoliet traditionelt betegnes Gobi. Det i gennemsnit 1000 m høje plateau omfatter udstrakte græsstepper i den centrale og østlige del af regionen, mens grus- og sandørkener dominerer mod vest, bl.a. Tengger og Badain Jaran. Plateauet afvandes af afløbsløse floder, der ofte ender i søer eller sumpe. De mongolske kvægavleres dyr omfatter kvæg, heste og får på de østlige græsgange, mens får, geder og kameler dominerer mod vest. Overgræsning og opdyrkning har formindsket græssteppens omfang og kvalitet og bidraget til ørkenspredning. I græssteppens få byer, specielt Hailar og Xilinhot, forarbejdes græssteppens produkter til kød- og mælkeprodukter, uldtekstiler og lædervarer.

Hetaosletten er en kunstvandet flodslette mellem Yin Shan mod nord og Ordosplateauet mod syd. Sletten omfatter den vest-øst-gående del af Huang Hes (Den Gule Flods) nordlige bue med tilhørende bifloder og kanalsystem. Den omfattende landbrugsproduktion består af hvede, majs, kartofler, soyabønner, sukkerroer og olieholdige afgrøder. Indre Mongoliets to største byer, hovedstaden Hohhot og det sværindustrielle center Baotou, hører til sletten.

Ordosplateauet ligger mellem Huang Hes nordlige bue og Den Store Mur mod syd. Plateauet omfatter nøgne klipper i den centrale del og få græssletter og sandørkner i de omkransende dele. Forvitringsmaterialet fra Ordos har dannet udgangspunkt for dannelsen af løsshøjlandet i provinserne Shanxi og Shaanxi.

Da Hinggan Ling, De Store Hinggan-bjerge, strækker sig 1200 km øst for græssteppen i retningen NØ-SV. De 1100-1400 m høje bjerge rummer 1/6 af Kinas skovreserver i form af fyrretræ.

Øst for Da Hinggan Ling ligger Horqinsletten i 200-400 m højde. Sletten, der er dannet af floderne Nen Jiang og Xiliao He, er en del af Den Nordøstkinesiske Slette. Regionen omfatter agerland opdyrket af han-kinesere og græssteppe med bofaste kvægavlere. Siden 1949 er regionen blevet en del af den "Grønne Store Mur", et omfattende netværk af træbælter til beskyttelse af landbrugsjord og græssteppe mod vinderosion. Indre Mongoliets mellemstore byer Chifeng, Tongliao og Ulanhot med en omfattende produktion af tekstiler og fødevarer hører hjemme på sletten.

Indre Mongoliet har omfattende mineralske resurser, bl.a. Kinas næststørste kulreserver, som brydes bl.a. i kulbyen Wuhai og i store åbne brud. I forbindelse med jernmalmen ved Bayan Obo nord for stålbyen Baotou findes verdens største forekomster af sjældne jordarters metaller.

Økonomisk og transportmæssigt hænger Indre Mongoliet ikke sammen. Regionens østlige del er således regionalt forbundet med NØ-Kina og har handelsforbindelser med Rusland, bl.a. via jernbane. Industrialiseringen af de centrale dele af Indre Mongoliet, især i byerne Baotou og Hohhot, blev påbegyndt med første femårsplan 1953-57, og omfattende jernbanebyggeri knyttede regionen til det øvrige Kina. Jernbanen fra Beijing nåede allerede Baotou i 1923; med fuldendelsen af strækningen Baotou-Lanzhou i 1958 knyttedes Kinas vestlige del tættere til østkystprovinserne, og udnyttelsen af de mineralske resurser langs jernbanen blev muliggjort. Bygningen af den transmongolske jernbane i sidste halvdel af 1950'erne fra Jining via Erenhot til Ulan Bator i Mongoliet og videre til det daværende Sovjetunionen forkortede den transsibiriske jernbanestrækning til Beijing og lagde grunden til det økonomiske samarbejde med de nordlige nabostater.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Kjeld Allan Larsen: Indre Mongoliet i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 18. maj 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=97479