Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Gansu

Oprindelige forfattere HJoer og KAL Seneste forfatter Redaktionen

Gansu, Kansu, langstrakt provins ved Huang Hes (Den Gule Flods) øvre løb i det nordvestlige Kina; 454.000 km2, 25,58 mio. indb. (2010); hovedstad Lanzhou. Han-kinesere udgør 91% af befolkningen, mens resten fordeler sig på en lang række mindretal, hvoraf hovedparten er muslimer (hui, dongxiang, bonan, salar, kasakh) og buddhister (tibetanere, mongoler, yugur, tu). Flere mindretal har selvstyreområder, bl.a. hui og tibetanere.

Klimaet afspejler provinsens overgangsposition: Tempereret monsunklima mod øst afløses gradvis af det kontinentaltprægede, regnfattige Centralasien med busksteppe mod vest. Provinsen omfatter tre regioner:

Gansu- eller Hexi- (vest for He) korridoren er det 1000 km lange, men kun 50-70 km brede forbindelsesled mellem det egentlige Kina og Kinesisk Centralasien, som forløber mellem Gobiørkenen i nord og Det Tibetanske Plateau i syd. Agerbruget i de gamle oasebyer Wuwei, Zhangye og Jiuquan er betinget af floder, som fra Qilianbjergene mod syd løber afløbsløst ud i busksteppen. Hovedafgrøderne er hvede, bomuld, olieplanter og sukkerroer. Hexi-korridoren rummer Kinas ældste oliefelt, Yumen, som stadig er en vigtig olieby med raffinaderi. Den gamle militære forpost Jiayuguan har nu provinsens største jern- og stålværk, og Jinchang er Kinas vigtigste nikkelcenter.

Annonce

Provinsens centralregion omfatter den vestligste del af Kinas udstrakte løss-plateau, som afvandes af Huang He med bifloder. Den stærkt nederoderede region ligger i 1200-1800 m højde og rummer nogle af Kinas fattigste områder. Hovedstaden Lanzhou ligger i den brede Huang He-dal i et rigt landbrugsområde, hvor der bl.a. dyrkes store mængder af meloner og frugt. Lanzhou er provinsens dominerende centrum. Under 1. Femårsplan (1953-57) blev den udvalgt til at være industriel vækstpol, og den rummer i dag halvdelen af provinsens industriproduktion, især forurenende sværindustri (aluminium, elektricitet, petrokemi og maskiner til olieindustri). Lanzhou får en del af sin elkraft fra vandkraftværket Liujia Xia på Huang He, flodens næststørste. Byen er desuden centrum for det jernbanenet, som i 1950'erne blev udbygget via Gansu til rigets fjerne provinser: Baotou i Indre Mongoliet, Xining i Qinghai og Ürümqi i Xinjiang; sidstnævnte udgør begyndelsen af Silkevejsbanen. Baiyin er en vigtig mineby baseret på kobber, bly og zink.

Det sydlige Gansu er et bjergområde med højder på 2000-4000 m; det afvandes af en række bifloder til Chang Jiang (Yangtze Kiang). Regionen, der er et klassisk jordskælvsområde, bebos mod grænsen til Qinghai af tibetanere i selvstyredistriktet Gannan. Labrang-klostret i Xiahe er et af den tibetanske buddhismes største.

Gansu kom under kinesisk indflydelse i 200-t. f.Kr. og har siden spillet en stor rolle for Kina som forbindelsesvej til Centralasien og som grænse mod nord. Silkevejen løb igennem Gansu, og Den Kinesiske Mur ender der. 1862-78 gjorde det store muslimske mindretal i provinsen oprør.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Helle Jørgensen, Kjeld Allan Larsen: Gansu i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 17. maj 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=82145