Sydkorea (Geografi)

Sydkoreas forvandlingsproces har været drevet af industrialisering og urbanisering på bekostning af landbruget, men alligevel har forandringerne her haft stor betydning for den samlede udvikling. Ved delingen af Korea i 1948 kom halvøen til at bestå af et mineralrigt Nordkorea og et overvejende landbrugsbaseret Sydkorea; i begyndelsen af 1960'erne var ca. to tredjedele af arbejdsstyrken beskæftiget med landbrug. Med jordreformerne 1947-48 afskaffedes fæstesystemet, og små familieejede bedrifter blev grundstammen i landbruget. Med amerikansk bistand gennemførtes en forbedring af drifts- og dyrkningsmetoderne. De tidlige jordreformer førte også til en eliminering af den stærke godsejerklasse i landet, hvorved der blev plads til et moderne indstillet borgerskab med mod på kapitalistisk udvikling. Samtidig frigjorde mekaniseringen og rationaliseringen arbejdskraft til de ekspanderende byerhverv, og i 1998 var kun 12% af arbejdsstyrken beskæftiget i landbruget. Udviklingen betød også, at landdistrikterne havde svært ved at følge med i den almindelige indkomstfremgang, og der blev indført prisstøtteordninger og importbegrænsninger for at beskytte erhvervet. Trods disse initiativer og stigende produktivitet er Sydkorea blevet en af verdens største fødevareimportører; med lave priser på verdensmarkedet kan dette dog ikke siges at være nogen hæmsko.

Ud for de koreanske kyster mødes kolde og varme havstrømme, og landet har betydelige fiskeresurser. Fiskeriet var oprindelig kystfiskeri beregnet på det lokale marked, men i løbet af 1970'erne udvikledes et omfattende højsøfiskeri, og senere indførtes forskellige former for akvakultur. Sydkorea er nu blandt verdens 5-7 vigtigste fiskerinationer og har med licenser og aftaler fangstinteresser overalt på havene.

Minedrift er aldrig kommet til at spille nogen større rolle, om end kulforekomsterne en periode blev udnyttet til elproduktion. Omkring 2000 baserer energiforsyningen sig især på importeret olie og kernekraft. I alt havde landet i 1997 11 reaktorer i drift med en samlet kapacitet på 9120 MW, syv værker var under bygning, og yderligere 11 planlagt. Sydkorea er et af de lande i verden, som satser mest på a-kraft.

Industrien voksede enestående hurtigt fra 1960'erne til 1980'erne. Indledningen var skabelsen af en succesrig letindustri; eksporten af produkter herfra blev benyttet til at importere maskiner og teknologi til opbygningen af den sværindustri, som blev krumtappen i den økonomiske vækst. Sydkorea blev et NIC-land, og virksomhederne bevægede sig gradvis ind i stadig mere kapital- og senere teknologiintensive brancher. I 1970'erne var Sydkorea blevet en af verdens førende producenter af tekstiler; i samme årti skete der en forceret udbygning af sværindustri og kemisk industri. I Pohang på østkysten investerede staten i, hvad der skulle blive et af verdens største integrerede stålanlæg; Pohang Iron and Steel Co. producerede stål lige så billigt som de japanske værker og langt billigere end de amerikanske. Med teknologisk støtte udefra (bl.a. fra B & W) opbyggedes der samtidig en skibsværftsindustri med centrum i Ulsan syd for Pohang. Gennem 1990'erne skiftedes Japan og Sydkorea til at være den førende værftsnation i verden. I begyndelsen af 1980'erne fortsatte landet anført af Hyundai ind i bilbranchen, og Sydkorea var et tiår senere blandt de fem største bilproducenter. Samtidig afløste elektronik tekstilerne som det vigtigste eksportprodukt. I begyndelsen var det især radio- og tv-apparater og andre forbrugsvarer, men snart også computere og en stor satsning inden for halvlederelektronik. Omkring 2000 er landet blandt verdens største producenter af videoafspillere, mikrobølgeovne, faxmaskiner, videobånd, tv-apparater og telefoner. Langsomt, men sikkert har koreanske mærkenavne, bl.a. Samsung, opnået international anerkendelse.

Den ret enestående industrisucces skyldes en række faktorer. Letindustrien havde adgang til en uddannet og produktiv arbejdsstyrke, især kvinder, som vedvarende fik en løn, der kun var det halve af mændenes. Under Park Chung-Hees og Chun Doo-Hwans (f. 1931) diktatoriske regimer blev fagforeninger undertrykt, og lønudviklingen fulgte slet ikke med udviklingen i produktiviteten. I begyndelsen var elektronikbranchen domineret af udenlandsk kapital, men den fortsatte udbygning, også i sværindustrien, blev foretaget af store konglomerater, chaebols, med Hyundai, Daewoo og Samsung i spidsen. Den målrettede satsning på nye og mere krævende produktionsområder blev styret gennem et kommandokapitalistisk system opbygget af Park Chung-Hee. Staten sørgede for, at de store virksomheder fik gunstige subsidier og vilkår (især den lave løn), midlertidig beskyttelse mod udenlandsk konkurrence og nærmest monopol på det voksende hjemmemarked. Til gengæld for denne gavmildhed stilledes der betydelige præstationskrav, ikke mindst krav om, at en voksende del af produktionen skulle eksporteres. Helt op i 1990'erne havde staten kontrol over den finansielle sektor, og eftersom udbygningen skete gennem en blanding af hjemlig opsparing og store udlandslån, var staten en centralt placeret og magtfuld institution.

De familieejede konglomerater voksede sig stadig større. Leverancer i forbindelse med Vietnamkrigen og et storstilet engagement i opbygning af infrastruktur i Mellemøsten var vigtige milepæle, og den samtidige udbygning af sværindustri og infrastruktur i Sydkorea selv skabte en af verdens mest koncentrerede økonomier. Det begrænsede antal virksomheder i hver branche gjorde det muligt at udnytte stordriftsfordele, og samtidig gjorde eksportkravet det nødvendigt at udvikle konkurrencedygtige produkter. Fremgangsmåden var en efterligning af den japanske udvikling, men de koreanske virksomheder specialiserede sig især i hurtige forbedringer i produktionen, hvor de japanske satsede på udvikling af mini- og mikroudgaver af apparaterne. Projektet var muligt, fordi landet havde en uddannet og disciplineret arbejdsstyrke, og fordi man kunne trække på et stort antal ingeniører og teknikere på selve arbejdsgulvet frem for i særskilte afdelinger.

Den koreanske model var dristig og gjorde i 2000 Sydkorea til verdens ellevtestørste industrination, men den var samtidig risikofyldt og ret ufleksibel. Satsningen på de store enheder blokerede for små og mellemstore virksomheders vækst såvel som for en mere fleksibel produktionsstruktur (som fx i Taiwan). Fra slutningen af 1980'erne mistede staten endvidere grebet om udviklingen. Sydkorea blev revet med i den finansielle krise i Asien 1997-98, som medførte fabrikslukninger og stor arbejdsløshed, og regeringen under Kim Dae-Jung igangsatte en omfattende omstrukturering med henblik på større fleksibilitet og bedre vilkår for mindre virksomheder. Siden er Sydkoreas økonomi atter i vækst.