Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Park Chung-hee

Oprindelig forfatter GHe Seneste forfatter Redaktionen

Park Chung-hee, 14.11.1917-26.10.1979, sydkoreansk officer og politiker, præsident 1963-79; far til Park Geun-hye. Efter at have tjent i den japanske hær under 2. Verdenskrig blev Park Chung-hee i 1953 brigadegeneral i den sydkoreanske hær og 1961 general. Samme år tog han magten ved et kup og stod indtil 1963 i spidsen for en militærjunta, hvorefter han blev valgt til præsident.

I Parks regeringstid gennemgik Sydkorea en økonomisk og industriel revolution, men hans autoritære styre, der på trods af samarbejdet med USA var kritisk over for den vestlige verden, prægedes af politisk undertrykkelse og indskrænkelser af den personlige frihed.

Park blev i 1979 myrdet af direktøren for Sydkoreas efterretningstjeneste, Kim Jae-gyu (1926-80), muligvis efter at Park havde krævet en hårdere indsats overfor oppositionsgrupper.

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Geir Helgesen: Park Chung-hee i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 22. juni 2018 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=138887