Taishoperioden, kejser Yoshihitos regeringsperiode 1912-26. Økonomisk blev første del af perioden præget af fremgang på grund af 1. Verdenskrig, der overlod det asiatiske marked til Japan, men efter krigen faldt væksten. Politisk var perioden præget af dels Den Russiske Revolution og modrevolutionen, som Japan var aktivt involveret i 1918-22, dels fredsforhandlingerne efter krigen, hvor Japan uden held søgte at opnå stormagtsstatus, ikke mindst i forhold til Kina.