Taishodemokrati, begreb, der knytter sig til perioden 1918-32 i Japans historie, Taishoperioden, da næsten alle premierministre blev udpeget blandt de politiske partiers ledere. I det forudgående årti var folkelige protester mod myndighederne blevet mere almindelige, og det bidrog til, at folkevalgte politikere i underhuset fik mere indflydelse på bekostning af blandt andet hæren. Den moderate demokratisering afspejles desuden af, at mænd over 25 år fik almindelig valgret i 1925. Forsøgene på at bringe hær og flåde under parlamentets kontrol i stedet for under kejserens slog dog fejl, og Kwantunghærens erobring af Manchuriet 1931-32 på eget initiativ markerede afslutningen på Taishodemokratiet.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.