Faktaboks

Konoe Fumimaro
Født
1891
Død
1945

Konoe Fumimaro, 1891-1945, japansk fyrste og politiker. Konoe kom i 1916 i Overhuset, som han 1933-37 var præsident for. Ved Fredskonferencen i Paris 1919 advarede Konoe imod den stigende vestlige indflydelse i Asien. Han støttede i 1932 omdannelsen af Manchuriet til japansk lydstat, Manchukuo, og virkede som premierminister 1937-39 under udbruddet af Den Japansk-kinesiske Krig og indførelsen af den nationale mobiliseringslov. Han var atter premierminister 1940-41, men trak sig i oktober 1941, da han ikke havde held til at gennemføre forhandlinger med USA, der havde til formål at undgå amerikansk inddragelse i krigen.

Konoe bevarede stor indflydelse under resten af 2. Verdenskrig og var vicepremierminister i den første efterkrigsregering. Med udsigten til at blive stillet for en krigsforbryderdomstol begik han selvmord.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig