Faktaboks

Hirohito

Showa Tenno

Født
1901
Død
1989
Kejser Hirohito og kejserinde Nagako i 1946

Hirohito var kejser af Japan fra 1926. Han var far til Akihito.

Hirohito blev uddannet i Japan og var livet igennem videnskabeligt interesseret i marinbiologi. I 1921 rejste han til Europa som den første japanske kronprins, der bevægede sig uden for Japan, og ved hjemkomsten blev han udnævnt til regent pga. faderen Yoshihitos sindssygdom.

Hirohitos kejsertid blev som følge af Japans deltagelse i 2. Verdenskrig en af de mest omtumlede i landets historie. Det er stadig omdiskuteret, hvor stor reel politisk indflydelse Hirohito øvede, og i hvor høj grad han samtykkede i den aggressive japanske udenrigspolitik, men det er en kendsgerning, at han i krigens afsluttende fase greb ind til fordel for japansk kapitulation.

Under den amerikanske okkupation (1945-52) fik Japan en demokratisk forfatning, men kejserdømmet blev opretholdt som konstitutionelt monarki. Hirohito blev ikke dømt som krigsforbryder, men fortsatte som kejser og gjorde i de følgende år en stor indsats for at give kejserembedet et demokratisk image: I 1946 frasagde han sig officielt sin traditionelt tillagte guddommelighed. Hirohito rejste i 1971 til Europa og i 1975 til USA som den første japanske kejser, der foretog en udenlandsrejse.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig