Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Tsushimastrædet

Oprindelige forfattere JoSt og OVen Seneste forfatter Redaktionen

Tsushimastrædet, Koreastrædet, strædet mellem Japan og Korea; i lokal betydning dog blot den sydøstlige del af strædet, dvs. farvandet mellem Honshu og øen Tsushima. Gennem strædet løber den varme Tsushimastrøm, der fortsætter op langs de japanske øer.

Slaget i Tsushimastrædet

fandt sted under Den Russisk-japanske Krig mellem den russiske Østersøflåde under admiral Zinovij Rozjestvenskij og en japansk flåde under admiral Togo Heihachiro 27.-29.5.1905. For at sikre sig søherredømmet i østasiatiske farvande besluttede den russiske regering i 1904 at sende Østersøflåden til Vladivostok.

I Tsushimastrædet blev flåden, efter at have sejlet halvvejs rundt om Jorden, angrebet af den japanske flåde. De russiske skibe var for en stor dels vedkommende gamle og i dårlig stand, og deres besætninger var slet uddannede, mens de japanske skibe var overlegne både i fart og bevæbning og bedre bemandet.

Annonce

Resultatet af det to døgn lange slag blev, at to tredjedele af de russiske skibe blev sænket. Det knusende nederlag tvang russerne til at slutte fred på ydmygende vilkår.

Referér til denne tekst ved at skrive:
John Steffensen, Ole Ventegodt: Tsushimastrædet i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 20. april 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=174940