Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Satsuma

Oprindelige forfattere CMH, JHorn og JoSt Seneste forfatter Redaktionen

Satsuma, Satsuma-hanto, halvø på Kyushu, den sydligste af de store japanske øer. Halvøen udgør den sydvestlige del af Kagoshima-præfekturet. Området er vulkansk aktivt, og aske udgør en stor del af jordbunden, den såkaldte shirasu. Det er en ufrugtbar jordbundstype, og jordskred er hyppige; bl.a. derfor har fiskeri traditionelt spillet en hovedrolle på halvøen.

Satsuma-yaki

Satsuma-yaki (satsuma-keramik) blev fra slutningen af 1500-t. fremstillet her og senere bl.a. også i Kyoto. Bedst kendt er polykromt satsuma med hvidglaseret, krakeleret bund og en fortættet dekoration med farver og guld, som i Meijiperioden (1868-1912) blev eksporteret til Vesten i store mængder.

Satsumaprovinsen

Satsumaprovinsen blev dannet i 646. Frem til 1200-t. var den domineret af Fujiwara-slægten, siden fulgt af Shimazu-familien.

Annonce

I 1609 blev Okinawa en del af provinsen. Sammen med provinserne Choshu, Tosa og Hizen stod Satsuma bag Meijirestaurationen i 1868. Et væbnet oprør fandt sted 29.1.-24.9.1877 under ledelse af Saigo Takamori. Oprøret var vendt mod Meijiregeringens afskaffelse af samuraiernes privilegier, og det var første og sidste gang, at der var kamp mellem den moderne værnepligtige hær og fortidens krigerstand. Oprøret blev nedkæmpet af hæren.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Christian M. Hermansen, Joan Hornby, John Steffensen: Satsuma i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 21. oktober 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=155843