Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Nagasaki

Oprindelige forfattere CMH, MMehl og MSkjo Seneste forfatter Redaktionen

/@api/deki/files/20704/=ud_a_49814.mp3?revision=1

/@api/deki/files/20705/=ud_b_49814.mp3?revision=1

Nagasaki. Aftenudsigt over byen.

Nagasaki. Aftenudsigt over byen.

Nagasaki, japansk industri- og havneby på vestkysten af Kyushu; 430.300 indb. (2016). Byen ligger i en dal omgivet af vulkanske bjerge, der mod syd åbner sig i en smal bugt med en af landets bedste naturlige havne. I dag er Nagasaki en moderne industriby med bl.a. skibsværft og metalindustri.

Mange turister besøger byen. Ud over mindesmærkerne for atombombeeksplosionen i 1945 besøges bl.a. Japans ældste kristne kirke, Oura Tenshu-do, og andre minder fra byens europæiskprægede historie.

Historie

Kernevåben. De to atombomber, der detonerede over Hiroshima og Nagasaki 6. og 9. august 1945. Det er Little Boy øverst (Hiroshima) og Fat Man nederst.

Kernevåben. De to atombomber, der detonerede over Hiroshima og Nagasaki 6. og 9. august 1945. Det er Little Boy øverst (Hiroshima) og Fat Man nederst.

I 1571 blev fiskerlejet Nagasaki på portugisisk anmodning åbnet som handelshavn. Japan var ca. 1639-1853 lukket for omverdenen, og Nagasakis havn var den eneste, som blev holdt åben, men kun for kinesere og koreanere samt for skibe under nederlandsk flag.

Annonce

Nederlandene tildeltes plads til varehuse og udsendinge på den kunstige ø Dejima. Derved oplevede europæiske sø- og handelsfolk Japan, og japanere lærte sig nederlandsk for at studere europæisk viden inden for især medicin, astronomi og kartografi. Havnen åbnedes helt i 1868.

De første kristne japanere blev henrettet i byen i 1597, og i omegnen af Nagasaki var der i den lukkede periode mange af de såkaldte skjulte kristne. 1855-61 blev Japans første moderne skibsværft bygget i byen; det blev i 1887 til en del af Mitsubishi-koncernen.

Den 9.8.1945 angreb USA Nagasaki med 2. Verdenskrigs anden og sidste atombombe, efter at den første var blevet kastet over Hiroshima tre dage forinden. Ca. 40% af byens bygninger blev ødelagt, og ca. 30.000 mennesker omkom.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Christian M. Hermansen, Margaret Mehl, Mogens Skjoldager: Nagasaki i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 12. december 2017 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=129733