Miyagi, japansk præfektur (amt) på det nordlige Honshus Stillehavskyst; 6861 km2, 2,32 mio. indb. (2016). Den vestlige del udgøres af Oubjergene, den østlige af Sendaisletten, der er præget af risdyrkning. Traditionelt har det store tunfiskeri været områdets vigtigste aktivitet, mens industriudviklingen kom sent til området. Forbedret infrastruktur har gjort hovedbyen Sendai til det nordlige Honshus administrative og kulturelle center. Motorvej og Shinkansen (højhastighedstog) forbinder byen med det øvrige Honshu. Miyagi blev hårdt ramt af jordskælvet og især den efterfølgende tsunami den 11.3.2011.