Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Japan (Geografi)

Oprindelig forfatter JoSt Seneste forfatter Redaktionen

Japan. Udsigt over den lille havneby Kinoe nær Hiroshima ved Indlandshavet Seto Naikai. Byen ligger som mange andre japanske byer indeklemt mellem stejle bjergskråninger; byudvikling må foregå på opfyldningsområder ud fra kysten.

Japan. Udsigt over den lille havneby Kinoe nær Hiroshima ved Indlandshavet Seto Naikai. Byen ligger som mange andre japanske byer indeklemt mellem stejle bjergskråninger; byudvikling må foregå på opfyldningsområder ud fra kysten.

Japan er et ørige med fire store og en række mindre øer. Meget store dele af landet er præget af unge, ganske uvejsomme og skovklædte bjerge. Det gælder ikke mindst hovedøen, Honshu; i alt er 2/3 af landet dækket af skov. Heroverfor er de mange store og små flod- og kystsletter uhyre intensivt udnyttet og meget tætbefolkede. Alene i det historiske kerneområde fra Tokyo til den gamle hovedstad Kyoto (Tokaidoen) og videre langs med Indlandshavet til Kyushu bor ca. halvdelen af befolkningen. Den nordlige og næststørste ø, Hokkaido, blev sent koloniseret sydfra og er fortsat tyndt befolket.

Befolkning

Japan har en etnisk set meget ensartet befolkning. Fra den japanske besættelse af Korea 1910-45 findes fortsat mange efterkommere af tvangsforflyttede og indvandrede koreanere, og især på Hokkaido lever fåtallige og stærkt opblandede efterkommere af den oprindelige ainu-befolkning. Herudover er indbyggerne etniske japanere. Det homogene præg har sin baggrund i ørigets langvarige isolation.

Befolkningstætheden er 333 indb. pr. km2, men med 2/3 af landet dækket af skov er den reelle tæthed i de beboede områder meget større, og Japans kulturlandskab fremstår som noget af det tætteste og mest intensivt udnyttede i verden. Traditionelt var enhver nogenlunde plan jordlod udnyttet til dyrkning, og den tilhørende bebyggelse lå på de omkringliggende bjergskrænter. Dette bebyggelsesmønster er fortsat tydeligt i landskabet.

Annonce

Befolkningstallet lå længe ret konstant på ca. 35 mio. indb., og væksten er især foregået efter 1870. Frem til efter 2. Verdenskrig var landbrug det helt dominerende erhverv, og både fødselshyppighed og dødelighed lå højt. Med den voldsomme økonomiske udvikling derefter og tilhørende vækst i både bybefolkning og levestandard faldt både fødsels- og dødshyppighed. Denne udvikling blev understøttet af, at Japan allerede i 1948 som et af de første lande i verden indførte legal abort. I 1990'erne er folketallet stabiliseret omkring 125 mio. indb. Som i de fleste andre højtudviklede ilande stiger antallet af gamle stærkt, og problemer med forsørgerbyrde og manglende arbejdskraft forudses.

Den meget store tæthed i de japanske befolkningscentre medfører de kendte problemer med trafik og smog (men bemærkelsesværdigt nok ikke med kriminalitet). Fra statslig side forsøges det at vende byudviklingen væk fra især det tætte bybånd Tokyo-Hiroshima, og der findes omfattende støtteprogrammer for udkantsområderne.

Erhverv

Den japanske erhvervsfordeling ligner de øvrige industrilandes med en stor og voksende andel af arbejdsstyrken i de tertiære erhverv, mens selve industrien beskæftiger en aftagende del og landbruget kun få procent. Fiskeriet er verdens næststørste (efter Kinas), og desuden er Japan langt den største fiskeimportør i verden. Det afspejler den helt centrale stilling, som fisk traditionelt og fortsat har i det japanske køkken.

Minedrift er stort set ophørt. Dels er de fleste forekomster (kobber, jern, kul) udtømt, dels er minerne udkonkurreret af lande med lavere produktionsomkostninger. Japan er blandt verdens største importører af en lang række råstoffer: kul, olie, naturgas, jernmalm m.m.

Industri. Japans nuværende status som industriel supermagt er opnået siden 1945, da landet kom ud af krigen med et stærkt ødelagt produktionsapparat. Den store vækst i industrien skyldtes ikke særlige naturresurser eller gunstig beliggenhed i forhold til markedet, men i høj grad en massiv amerikansk støtte til genopbygning og samfundsmæssige reformer. Hertil kom Koreakrigen, som betød stor amerikansk aktivitet i regionen og efterspørgsel efter japanske produkter. Gennem hele processen spillede den japanske stat en aktiv og styrende rolle i industrialiseringen og sikrede bl.a. konkurrencedygtighed gennem lave lønninger og lav skat.

Den japanske industriproduktion er meget alsidig. Set udefra er især de meget store koncerner karakteristiske med navne som Mitsubishi og Mitsui, men erhvervslivet er også præget af mindre, hjemmemarkedsorienterede virksomheder. De fremstiller enten forbrugsvarer eller er underleverandører i tæt tilknytning til de store koncerner.

De vigtigste eksportvarer er biler, elektronik og skibe. Den japanske bilindustri vandt markedsandele op gennem 1970'erne, bl.a. som konsekvens af oliekriserne. De japanske biler var mindre og havde lavere benzinforbrug end de amerikanske og europæiske og var ofte også billigere. I 1990'erne er bilbranchen blevet stærkt internationaliseret, og det er mindre klart, hvilke lande der producerer hvad. Japanske bilmærker fremstilles nu i en lang række lande, og japansk kapital er investeret i andre landes bilkoncerner.

Tidligere var sværindustrien en vigtig eksportsektor, og Japan var langt den største skibsbygningsnation. Øgede krav til miljøbeskyttelse og stigende omkostninger har nu betydet, at meget sværindustri er flyttet til udlandet. Eksporten af elektroniske artikler er til gengæld vokset kraftigt. Japanske firmaer som Sony, Panasonic og Fuji er blandt de førende inden for kameraer, musikanlæg og it.

Hjemmemarkedsindustrien omfatter en lang række føde- og forbrugsvarer, herunder traditionelle japanske husflidsprodukter af lak og papir. Denne sektor spiller en mindre økonomisk rolle, men har stor beskæftigelsesmæssig betydning.

Industriudviklingen er sket i et tæt samarbejde mellem stat og erhvervsliv, præget af store koordinerede indsatser. Således var 1960'ernes satsning på maskin- og især bilindustri, 1970'ernes drejning mod elektronik og 1980'ernes indsats på bio- og andre højteknologier alle et resultat af statslige initiativer, vedtaget i tæt kontakt med det toneangivende erhvervsliv.

Den japanske industriudvikling bygger på en særegen model, som både er præget af traditionel japansk kultur og af de omfattende reformer under den allierede administration efter 2. Verdenskrig. Virksomhederne accepterer, at staten har stor indflydelse på udviklingen. Erhvervsstrukturen er præget af de store koncerner, som alle har rødder tilbage til den tidlige udvikling efter 1868; adskillige af dem er blandt verdens allerstørste virksomheder. Zaibatsu er som oftest meget bredspektrede koncerner med mange typer virksomheder. Ændringer i industripolitikkens prioriteringer absorberes hurtigt, da koncernerne har virksomheder inden for næsten alle industrigrene. Strukturen er med til at styrke interessefællesskabet mellem staten og erhvervslivet og skaber mulighed for en stærk styring af de fremtidige kerneområder i den økonomiske udvikling.

Landbrug. Japan strækker sig over 21 breddegrader fra nord til syd, og der er store klimatiske forskelle fra Okinawas og Kyushus subtropiske til Hokkaidos tempererede klima med lange, snerige vintre.

Landbrugsproduktionen har i mere end 2000 år været koncentreret om risdyrkning. Andre traditionelle afgrøder er hirse, byg og sojabønner. Agerarealet er kun dobbelt så stort som Danmarks, men dyrkningen er uhyre intensiv, og hektarudbytterne blandt verdens højeste. Dyrkningen blev først sent mekaniseret (efter 1950'erne), hvilket hænger sammen med den komplicerede risdyrkning, hvor planterne forspirer i bede og derefter udplantes på overrislede marker. Efter en omfattende jordreform, som blev gennemført af den allierede administration, var den gnsntl. brugsstørrelse ganske lille, og den er fortsat på få hektar. De fleste landbrug drives på deltidsbasis; på trods af meget store statslige subsidier er indtjeningen ikke tilstrækkelig til at underholde en familie.

Den japanske kost har traditionelt været helt domineret af vegetabilske fødevarer med fisk som supplement til animalske proteiner. Med den store økonomiske vækst og velstandsstigning har efterspørgslen ændret sig, og der er oprettet flere storbrug med kød- og mejeriproduktion.

Infrastruktur

Investeringerne i transport og kommunikation fulgte længe slet ikke med industriudviklingen. Man satsede først og fremmest på en hurtig stigning i produktionen, og sent i 1970'erne kunne man finde moderne virksomheder, som lå for enden af jordveje. Traditionelt var skibstransport vigtig pga. det ofte uvejsomme terræn, og megen industri etablerede sig i havnebyerne. Dette mønster præger stadig industrilokaliseringen, men er under ændring.

Siden 1960'erne er der sket en landsdækkende udbygning af infrastrukturen, som i 1990'erne er præget af stor kapacitet og effektivitet. Japan fik med Shinkansen-forbindelsen mellem Tokyo og Osaka i 1964 verdens første højhastighedstog, og i slutningen af 1990'erne rækker nettet fra det nordlige Honshu til Kyushu. Samtidig er motorvejsnettet blevet udvidet med bl.a. flere broforbindelser over Indlandshavet. Fælles for de mange anlæg er store ingeniørmæssige udfordringer og gigantiske omkostninger i det bjergrige og tætbefolkede land.

Naturgeografi

Den japanske øbue er dannet ved den aktive kollisionszone mellem to store lithosfæreplader. Japans bjerge er alle meget unge og overvejende nord-syd-gående. Pga. den lave alder fremstår de med forrevne, stejle bjergsider. Der er ikke dannet højsletter eller plateauer af nedbrydningsmateriale i dalene, og floderne er korte og har stort fald. Allerede tidligt blev der bygget dæmninger med henblik på kunstvanding og energiforsyning.

Jordskælv og vulkanisme er dagligdag i Japan, men kun få jordskælv medfører større ødelæggelser. Det skyldes dels, at de fleste er af moderat styrke, dels at alt større byggeri er opført med særlige svingningsdæmpende konstruktioner. Dog rammes landet med mellemrum af særlig voldsomme jordskælv med store ødelæggelser til følge; senest i Kobeområdet i 1995 og Fukushimaområdet i 2011. Jordskælvet i Tokyo i 1923 er blandt de mest ødelæggende i historien; det kostede 123.000 menneskeliv.

Der findes ca. 40 aktive vulkaner. Flere har meget regelmæssig kegleform og store veldefinerede kratere. Det gælder i høj grad også det hellige bjerg Fujiyama SV for Tokyo, som dog anses for at være udslukt. Den aktive vulkan Aso på Kyushu er kendt for et af verdens største kratere.

Klima. Den nordlige del af landet ligger i den tempererede zone; grænsen til subtropisk klima går lidt nord for Tokyo. De allersydligste øer (Okinawa) har tropisk klima. Beliggenheden øst for det asiatiske fastland betyder, at klimaet både er fastlands- og monsunpræget. Om vinteren presser det stationære højtryk over Sibirien kold luft hen over Det Japanske Hav, hvor den optager fugtighed. Det giver kraftigt snefald i det nordvestlige Japan, mens østkysten ligger i læ både for kulden og nedbøren. Om sommeren blæser varme, fugtige vinde ind fra Stillehavet og giver nedbør på den østvendte side af bjergene. Dog er der ikke egentlig regn- og tørtid, og regnperioderne er ikke så udprægede som i egentlige monsunklimater.

Læs mere om Japan.

Referér til denne tekst ved at skrive:
John Steffensen: Japan (Geografi) i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 12. august 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=100707