Genbaku Dome, Atomic Bomb Dome eller A-Bomb Dome, er en del af Hiroshima Peace Memorial Park og blev optaget på UNESCOs verdensarvsliste i 1996.

.

Hiroshima er en japansk havneby ved Indlandshavet med 1,2 millioner indbyggere (2016). Hiroshima er især kendt som målet for verdens første offensivt anvendte atombombe.

I dag er Hiroshima fuldt genopbygget, og en stor turisttilstrømning besøger blandt andet mindesmærkerne fra den dystre fortid: Fredsmindemuseet, Fredsmindehallen, Bombehallen og Fredsflammen, der alle ligger i mindeparken lige under eksplosionens centrum, ground zero. Hiroshima er igen en vigtig industriby med skibsværfter, maskin-, tekstil- og fødevareindustri; blandt andet fremstilles her risbrændevinen sake.

Historie

Kernevåben. De to atombomber, der detonerede over Hiroshima og Nagasaki 6. og 9. august 1945. Det er Little Boy øverst (Hiroshima) og Fat Man nederst.

.

Hiroshima blev i 1500-tallet grundlagt som en borgby af feudalherren Terumoto Mori og var i Tokugawaperioden 1603-1868 det blomstrende centrum i Asanno-lenet. Ved Meijirestaurationen i 1868 blev byen desuden militært centrum og sæde for mange højere uddannelses-institutioner.

Ved 2. Verdenskrigs begyndelse var Hiroshima en vigtig industriby og militært center (344.000 indbyggere i 1940). Den 6. august 1945 kl. 8.15 lokal tid blev byen genstand for et atombombeangreb, da det amerikanske B 29-bombefly Enola Gay kastede uranbomben Little Boy. Hiroshima blev reduceret til en ruinhob ved en kombination af trykbølge og varmestråling, og de omfattende brande resulterede i en ildstorm. Hertil kom den radioaktive stråling, hvis virkning i de følgende måneder øgede antallet af omkomne. Det anslås, at det samlede antal døde ved nedslaget og i løbet af den første kritiske fase på to til fire måneder kom op på mellem 70.000 og 100.000, muligvis 120.000.

Den 9. august 1945 faldt den anden og sidste atombombe i krigen over byen Nagasaki.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig