Taranto, syditaliensk industriby ved den nordlige del af Tarantobugten; 195.900 indb. (2012). Byen har Syditaliens største godshavn og er en af landets største flådehavne. Også fiskeriet er betydeligt. Taranto, der har et stort kraftværk, indgår i Syditaliens "industrielle trekant" sammen med Bari og Brindisi. Industrien er bredt sammensat og omfatter bl.a. olieraffinaderi, kemisk industri, skibsværft, cementværk og konservesvirksomhed baseret på en stor lokal grøntsagsproduktion. Stålværket, landets største, har bl.a. leveret dele til Storebæltsbroen. Byen er oprindelig anlagt på en halvø mellem to bugter, Mare Grande og Mare Piccolo; i sidstnævnte er der et stort opdræt af østers og muslinger. Halvøen blev i 1900-t. gennemskåret af en kanal, og den gamle bydel ligger nu på en ø.

Faktaboks

Etymologi

Navnet er udviklet af latin Tarentum, der er en latinisering af det græske Táras, genitiv Tárantos.

Også kendt som

Tarent

Nationalmuseet i byen har en betydelig samling fund fra den græske tid og romertiden.

Historie

Kolonien Taras blev grundlagt 706 f.Kr. af grækere fra Sparta. Det militært stærke Taras sikrede sig kontrol med store dele af Apulien og Lukanien, hvor en sekundær koloni, Herakleia, blev grundlagt i 433 f.Kr. Herefter var Taras i en periode leder af Det Italiotiske Forbund (se Magna Graecia). Byen havde to havne, og dens flåde var regionens stærkeste. Trods hjælp fra bl.a. Pyrrhos af Epeiros blev Taras erobret af romerne i 270 f.Kr.

Nær byen er der fundet bebyggelser fra bronzealderen med betydelige mængder af mykensk keramik. Der er bevaret få rester af et dorisk tempel, opført 600-575 f.Kr.; den antikke bymurs forløb nåede op på en længde af over 10 km. Øst for byen lå gravpladserne fra 400-t. f.Kr., der i dag er berømte for deres rige fund.

Fra 500-t. var byen under skiftevis gotisk, byzantinsk, longobardisk og arabisk herredømme, inden den i 1063 blev erobret af normannerne. Taranto delte derefter skæbne med Kongeriget Neapel. Den spillede allerede under normannerne en vigtig rolle som havneby, og under Napoleonskrigene var den flådebase for franskmændene. Også under begge verdenskrige var Taranto en vigtig flådehavn; havn og by blev kraftig skadet af luftbombardementer i 1940 og 1943.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig