Taormina, amfiteater

.

Taormina, by på Siciliens østkyst; 11.100 indb. (2011). Byen ligger på en terrasse, hvorfra der er en storslået udsigt over det omgivende landskab. Sammen med et mildt klima og byens historie har det bidraget til Taorminas popularitet blandt turister. Taormina har været rejsemål for bl.a. mange danskere allerede fra begyndelsen af 1900-t.

Ved byen er en sikulisk gravplads fundet. Byen blev grundlagt af grækere i 300-t. f.Kr. som Tauromenion; i 200-t. f.Kr. blev den romersk og under Augustus ophøjet til koloni. Af byens flere velbevarede antikke levn stammer teatrets synlige rester fra den romerske periode, men der er spor af et ældre græsk teater.

Byen regnedes i slutningen af 800-t. for hovedby i det byzantinske Sicilien, men blev i 902 erobret og ødelagt af araberne. Normannerne erobrede Taormina i 1078, og under deres herredømme oplevede byen en blomstringsperiode. I 1943 blev Taormina svært skadet af bombeangreb.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig