Nemi, italiensk landsby på kanten af kratersøen Lago di Nemi i Albanerbjergene 25 km sydøst for Rom; 2026 indb. (2011).

Neden for byens renæssancepalads ligger Nemimuseet, hvor der er modeller af og genstande fra de to eneste fuldt bevarede romerske pragtgalejer fra kejser Caligulas tid, fundet i søen i 1927, men ødelagt under krigshandlinger i 1944.

Historie

I en lund ved Nemisøen helliget gudinden Diana, Nemus Dianae, blev Diana dyrket sammen med Hippolytos i skikkelse af en lokal guddom, Virbius. En bortløben slave kunne udfordre den fungerende præst, rex nemorensis ('konge over lunden'), til duel til døden; vandt udfordreren, blev han ny præst.

Ca. 500-338 f.Kr. var Nemi forbundshelligdom for de latinske byer og bestod blot af en rydning med et alter. Ca. 300 f.Kr. opførtes det første tempel i træ med terrakottaudsmykning, og i slutningen af 100-t. f.Kr. blev Nemi ombygget til et stort terrasseanlæg efter hellenistisk forbillede med en trefløjet søjlehal, hvis støttemur med nicher endnu kan ses. På den øvre terrasse anlagdes et nyt tempel. Helligdommen var i brug i 100-t. e.Kr., men blev derefter ødelagt af en naturkatastrofe.

Siden 1600-t. har der været gravet efter oldsager i Nemi, bl.a. terrakotter, bronzer og marmorskulpturer; en gruppe romerske portrætter og marmorvaser findes på Ny Carlsberg Glyptotek.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig