Gaeta, italiensk kystby i regionen Lazio; 20.600 indb. (2004). Gaeta blev ifølge legenden anlagt af Æneas' amme, Gajeta, og var et yndet feriested for rige romere, bl.a. Cicero. I 1066 blev den stærkt befæstede by indtaget af normannerne og blev herefter en blomstrende handelsby. Den gjorde senere oprør mod kejser Frederik 2. i alliance med Kirkestaten, som fik herredømmet over byen. I 1434 erobrede kongeriget Neapel Gaeta, der forblev under bourbonerne helt frem til 1861. Efter en lang belejring faldt byen for Garibaldi som den sidste i kampen for et forenet Italien. Den blev kraftigt ødelagt under 2. Verdenskrig og er nu overvejende et turistcentrum.