• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Rom - historie

Oprindelige forfattere HGam og MeHa Seneste forfatter Redaktionen

Rom. Byplan over kejsertidens Rom inden for Den Aurelianske Mur med angivelse af de vigtigste bygninger og monumenter. En detailoversigt over Forum Romanum findes under dette opslagsord. Man siger traditionelt, at Rom blev bygget på syv høje, men kun fire af dem er egentlige høje, de andre er højdedrag. Traditionen går tilbage til senrepublikansk tid, og forestillingen blev hurtig populær. Fra flavisk tid kendes en billedlig fremstilling af den personificerede Roma, der sidder på syv høje.

Rom. Byplan over kejsertidens Rom inden for Den Aurelianske Mur med angivelse af de vigtigste bygninger og monumenter. En detailoversigt over Forum Romanum findes under dette opslagsord. Man siger traditionelt, at Rom blev bygget på syv høje, men kun fire af dem er egentlige høje, de andre er højdedrag. Traditionen går tilbage til senrepublikansk tid, og forestillingen blev hurtig populær. Fra flavisk tid kendes en billedlig fremstilling af den personificerede Roma, der sidder på syv høje.

Ifølge traditionen blev Rom grundlagt af Romulus og Remus den 21. april 753 f.Kr., men bedømt ud fra arkæologiske undersøgelser går byens historie tilbage til 900-t. f.Kr. Rom lå strategisk velplaceret ca. 20 km oppe ad Tiberen ved et vadested. Stedet var endvidere omgivet af høje, hvor man kunne bo beskyttet, samtidig med at man var hævet over de sumpede dalstrøg ved floden.

Bosættelserne opstod antagelig først på Aventiner- og Palatinerhøjene; disse har ikke adskilt sig fra andre småbyer i det øvrige Latium. I løbet af 600-t. f.Kr. blev dalområdet også beboet. I perioden indtil ca. 509 f.Kr. blev byen ledet af konger, de sidste tre har utvivlsomt været af etruskisk oprindelse. Herefter indledtes den republikanske periode.

Byen Rom udvidede efterhånden sit territorium og vandt en afgørende sejr i 396 f.Kr. over den etruskiske by Veji, og snart var Rom den største by på Den Italiske Halvø. Byens styrke var dog ikke større, end at gallerne i 390 f.Kr. kunne indtage byen på nær Capitol og måtte købes bort. 300-t. f.Kr. var præget af kampe mellem patriciere og plebejere, der endte med en ligestilling mellem de to stænder.

Annonce

Som følge af kriser i landbruget i 200-t. f.Kr. søgte forarmede bønder ind til Rom i håbet om at finde arbejde, og der opstod alvorlige sociale og økonomiske problemer med bl.a. at huse og forsørge tilflytterne.

Kejsertidens Rom

Først under kejser Augustus blev Rom til en egentlig hovedstad for et imperium, og Augustus, der så sig selv som en ny Romulus, bidrog med egne midler til en monumental udbygning af byen.

Storstilede byggearbejder betød bl.a., at mange af byens arbejdsløse fik beskæftigelse. Senest i augustæisk tid opstod forestillingen om Rom som caput orbis 'verdens hoved', og betegnelsen "den evige stad" indgik i rigsideologien.

Fra slutningen af 1. årh. til begyndelsen af 2. årh. e.Kr. var Rom på højden af sin magt og indflydelse; skønsmæssigt sættes indbyggertallet til ca. 1 mio.

I slutningen af århundredet faldt indbyggertallet, og i løbet af 200-t. mistede Rom noget af sin betydning; ofte opholdt kejseren sig end ikke i byen.

I 330 gjorde Konstantin 1. den Store Konstantinopel til ny hovedstad på linje med Rom, hvilket resulterede i, at Rom mistede en del af sin politiske og økonomiske betydning, og byudviklingen stagnerede. Denne udvikling forstærkedes yderligere, da Ravenna blev ny kejserlig residensby efter delingen af Romerriget i 395.

I 410 erobrede og hærgede visigoterne Rom, og i 455 plyndrede vandalerne byen. Det skønnes, at befolkningstallet på det tidspunkt var faldet til ca. 250.000. Det kejserløse Rom kunne ikke længere nyde godt af sin tidligere så glorværdige prestige og fik i stedet en museal karakter; bl.a. stod byens talrige templer og altre uudnyttede hen fra 350'erne, efterhånden som udøvelsen af de hedenske kulter blev forbudt. Rom mindede nu mest af alt om et frilandsmuseum.

Det kristne Rom

Kristendommen kom hurtigt til Rom, antagelig formidlet gennem missionærer fra Antiochia, og der eksisterede allerede en menighed, da Paulus i ca. 54 skrev Romerbrevet; kort efter besøgte Paulus byen.

Romermenigheden fik snart en betydelig størrelse, og den blev en af de førende menigheder inden for kirken, hvilket var betinget af dels beliggenheden i Romerrigets centrum, dels den prestige, det gav, at både Paulus og Peter ifølge traditionen led martyrdøden her (se pave).

Konstantins begunstigelse af kristendommen resulterede bl.a. i, at store kirker blev opført i Rom, og snart fik byen position af at huse moderkirken og af at være den kristne kirkes centrum. Vedrørende byens historie i antikken, se også Romerriget (historie).

Middelalderen

På trods af nedgangen synes Rom stadig på pave Gregor 1.s tid (590-604) at have været en stor by. Formelt hørte den fra midten af 500-t. under det byzantinske eksarchat i Ravenna, indtil de frankiske konger Pippin 3. og Karl den Store skabte Kirkestaten i 700-t.; fra den tid hidrører også Città Leonina, bydelen omkring Peterskirken. Rom blev imidlertid i stigende grad domineret af magtfulde landejende adelsslægter fra Latium, og dertil kom den tysk-romerske kejsermagt, der efterhånden kontrollerede pave og bisper i Italien. Det var først i 1000-t.s sidste halvdel, at paverne, især Gregor 7. (1073-85), med deres krav om kirkens absolutte uafhængighed af den verdslige magt på ny placerede Rom på Europas politiske og kirkelige landkort. Investiturstriden gjorde paven og Rom til et alternativ til den verdslige kejsermagt. Det højmiddelalderlige pavelige Rom med det universelle magtkrav oplevede under pave Innocens 3. (1198-1216) et højdepunkt, og byens stadig større forvaltning trak megen ekspertise til; adelsslægterne spillede dog fortsat en stor rolle, og paven måtte flere gange forlægge residensen til sikrere besiddelser uden for byen.

Den magtfulde Bonifacius 8. (1294-1303) spændte ved sin proklamation af det pavelige verdensherredømme buen til det yderste, og det medførte, at den franske konge greb ind og flyttede pave og kurie til Avignon. I den paveløse tid vågnede det gamle romerske bystyre og gjorde krav på magten i byen med henvisning til det antikke Rom. I 1347 tog den romerske folkefører Cola di Rienzo magten ved et kup og erklærede Den Romerske Republik for genoprettet. Samme år blev han imidlertid fordrevet af adelsslægterne, og da han vendte tilbage i 1354, blev han dræbt af folkemængden.

Samtidig indledtes med den sorte død fra 1347 en ny kriseperiode. Genoprettelsen i 1377 af pavemagten i Rom forstærkede blot krisen, idet Avignon fastholdt sin pave (se Det Store Skisma). Dermed led den romerske pavemagt et svært prestigetab, som forværredes af bl.a. angreb fra kongeriget Neapel. I begyndelsen af 1400-t. greb Europas verdslige fyrster ind og fik i 1417 valgt én ny pave, Martin 5., fra den romerske adelsfamilie Colonna.

1420-1870

Martin 5. holdt sit indtog i den hellige by i 1420; hermed begyndte en ny epoke i Roms historie, og den stærkt forfaldne og ødelagte by blev igen det kristne Europas centrum. Samtidig blev pavernes stilling i Kirkestaten stærkere, og pga. statens karakter af valgkongedømme blev nepotisme mere og mere udbredt, bl.a. i pavens tildeling af bispesæder og ved besættelse af stillinger ved kurien. Ud over pavehoffet voksede der en række kardinalhoffer frem; kardinalernes byggeri af paladser etc. bidrog til byens økonomiske opsving i årtierne omkring 1500. Hertil kom pavernes officielle byggerier, først og fremmest Peterskirken og Vatikanpaladset. I begyndelsen af 1500-t. var Rom blevet et kunstnerisk og kulturelt centrum i Europa (den romerske højrenæssance). Kuriens og den pavelige magtposition forstærkedes på bekostning af de gamle adelsslægter og det romerske bystyre, og den pavelige politik øgede desuden Kirkestatens territorium mod nord betydeligt.

Roms og Kirkestatens verdslige stormagtsposition viste sig imidlertid snart at være en illusion pga. Reformationens spaltning af Europa samt Frankrigs og ikke mindst den tysk-romerske kejser Karl 5.s indblanding i italienske forhold. I 1527 hærgedes byen således af Karl 5.s tropper, se Sacco di Roma.

Det lykkedes pavestaten at ride stormen af; med modreformationen og gennemførelsen af det store Tridentinerkoncil 1545-63 genrejstes byen endnu en gang. 1560-1600 voksede befolkningen fra ca. 45.000 til omkring 100.000 indbyggere, og det ekspanderende Rom blev det synlige tegn på den genrejste katolicisme. Der byggedes som aldrig før, og en lang række af Roms kirker, paladser og fontæner er fra denne tid. Pave Sixtus 5. (1585-90) restaurerede byens gamle helligdomme og lod dem forbinde med vældige, snorlige processionsveje.

Rom. Hære fra det italienske kongedømme brød, som dette samtidige træstik viser, den 20.9.1870 igennem bymuren ved Porta Pia, hvilket betød enden på den pavelige overhøjhed i Rom og fuldendelsen af Italiens samling. Rom blev herefter det nye kongerige Italiens hovedstad. Porta Pia, som førte gennem den antikke aurelianske bymur, blev opført af pave Pius 4., og tegningerne var udarbejdet af Michelangelo i 1561.

Rom. Hære fra det italienske kongedømme brød, som dette samtidige træstik viser, den 20.9.1870 igennem bymuren ved Porta Pia, hvilket betød enden på den pavelige overhøjhed i Rom og fuldendelsen af Italiens samling. Rom blev herefter det nye kongerige Italiens hovedstad. Porta Pia, som førte gennem den antikke aurelianske bymur, blev opført af pave Pius 4., og tegningerne var udarbejdet af Michelangelo i 1561.

Mens pavernes Rom endnu op mod 1650 besad politisk, kirkelig og kulturel autoritet, ændrede forholdene sig i de følgende 150 år, bl.a. under indtryk af de mange blodige europæiske religionskrige, især Trediveårskrigen, og af oplysningstidens idéer. I 1700-t. blev Rom mere og mere et symbol på stagnation og modvilje mod forandring, og især fra 1760'erne viste de fulde konsekvenser sig. I forbindelse med Revolutions- og Napoleonskrigene blev Rom i 1798 erobret af Napoleon 1., og Kirkestaten opløstes. Efter Wienerkongressen i 1815 vendte et desillusioneret og endnu mere konservativt pavedømme tilbage til byen, og kun vha. Østrigs og siden Napoleon 3.s militære støtte kunne pavens Rom og Kirkestaten opretholdes, indtil den italienske samlingsbevægelse for alvor begyndte i 1850'erne. Med erobringen af Rom i 1870 var landets samling tilendebragt, og byen blev valgt til det nye Italiens hovedstad.

Efter 1870

Paven, der betegnede sig selv som fange i Vatikanpaladset, nægtede at anerkende det unge kongerige og påbød alle rettroende katolikker at gøre det samme; først med Lateranforliget 1929, hvor Italien og Vatikanstaten anerkendte hinandens suverænitet, blev forholdet normaliseret.

Den nye status som Italiens hovedstad gjorde, at Rom atter voksede kraftigt. Allerede omkring 1930 rundede den 1 mio. og var på vej til at blive en moderne europæisk storby. Kongefamilien overtog pavernes Quirinalpalads som residens, og en lang række statsinstitutioner blev bygget i den østlige del af byen. Mellem Capitol og Forum Romanum opførtes et monument for Italiens samling, Vittorio Emanuele-monumentet (indviet 1911), og på samme tid blev det antikke Rom genstand for systematisk udgravning.

EUR. Palazzo della Civiltà Italiana 'Den Italienske Civilisations Palads', opført 1938-40 efter tegninger af Ernesto Bruno La Padula, Giovanni Guerrini og Mario Romano. Bygningen med de åbne arkader kaldes det firkantede Colosseum. I den nederste arkade står en række allegoriske skulpturer, og øverst på bygningen læses indskriften Et folk af digtere, af kunstnere, af helte, af helgener, af tænkere, af videnskabsmænd, af søfarere, af vandringsmænd.

EUR. Palazzo della Civiltà Italiana 'Den Italienske Civilisations Palads', opført 1938-40 efter tegninger af Ernesto Bruno La Padula, Giovanni Guerrini og Mario Romano. Bygningen med de åbne arkader kaldes det firkantede Colosseum. I den nederste arkade står en række allegoriske skulpturer, og øverst på bygningen læses indskriften Et folk af digtere, af kunstnere, af helte, af helgener, af tænkere, af videnskabsmænd, af søfarere, af vandringsmænd.

Under det fascistiske styre 1922-43 blev Rom symbolet på det genopstandne, ekspansive Romerrige. En mængde fascistisk inspirerede bygningsværker blev opført, bl.a. det olympiske stadion til OL i 1940, som dog aldrig blev afholdt. Herudover moderniserede Mussolini byen ved bl.a. at anlægge den ny bydel EUR og flere satellitbyer på flodsletten omkring Rom, Campagna di Roma. Da det fascistiske styre i 1943 var brudt sammen, fulgte en tysk besættelse af byen indtil 1944. Med pavens mellemkomst blev Rom erklæret for åben by, men det var dog nok snarere pga. hensynet til byens kunstskatte og paven, at den stort set undgik allierede luftbombardementer. Med republikkens indførelse i 1946 overtog præsidenten Quirinalpaladset.

Efter 1950 er byen ekspanderet voldsomt, og den har været præget af betydelig økonomisk vækst. Byens betydning i europæisk sammenhæng kom på ny til udtryk, da traktaten om oprettelse af Det Europæiske Økonomiske Fællesskab (Romtraktaten) blev undertegnet på Capitol i 1957.

Roms miljømæssige og infrastrukturelle problemer, som bl.a. er blevet tydeliggjort i forbindelse med Italiens værtskab ved VM i fodbold 1990 og op til fejringen af år 2000 som helligt år, forstærkes af nødvendigheden af at få den moderne storby til at fungere side om side med og delvis inden for rammerne af en stor og værdifuld historisk bykerne. Dertil kommer den ca. 150.000 ha store kommunes forpligtelser over for forstæderne, som sammen med Roms status som hovedstad og byens særlige betydning hyppigt skaber problemer med interessekonflikter og krydsende kompetencer mellem kommune, provins, region og stat.

Læs mere om Rom.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Helge Gamrath, Merete Harding: Rom - historie i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 23. april 2017 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=152317