• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Rom - arkitektur efter antikken

Oprindelig forfatter MNyk Seneste forfatter Redaktionen

Francesco Borromini. Kuplen i forgrunden på kirken Sant'Ivo alla Sapienza (1642-61) i Rom krones af en lanterne med et spiralsnoet spir; dette gav senere inspiration til den danske arkitekt Lauritz de Thurah, da han tegnede spiret til Vor Frelsers Kirke i København. Kuplen og de to tårne bagved smykker også en af Borrominis kirker, Sant'Agnese in Agone på Piazza Navona (1653-57).

Francesco Borromini. Kuplen i forgrunden på kirken Sant'Ivo alla Sapienza (1642-61) i Rom krones af en lanterne med et spiralsnoet spir; dette gav senere inspiration til den danske arkitekt Lauritz de Thurah, da han tegnede spiret til Vor Frelsers Kirke i København. Kuplen og de to tårne bagved smykker også en af Borrominis kirker, Sant'Agnese in Agone på Piazza Navona (1653-57).

I den ældste kristne by opførtes monumentale kristne basilikaer, kirker og bisperesidenser, ofte i tilknytning til eksisterende luksusvillaer. Vejen mellem Laterankirken (Roms domkirke) tæt ved bymuren og Peterskirken uden for muren var middelalderbyens væsentligste.

Andre betydningsfulde tidlige kirker er Santa Maria Maggiore, Santa Croce in Gerusalemme, San Paolo fuori le Mura, San Lorenzo fuori le Mura og San Sebastiano.

En pilgrim i Rom skulle primært besøge disse syv valfartskirker. I renæssancen flyttede paven sin residens fra Lateranet til Vatikanet.

Annonce

Pavepaladset blev udvidet til en pompøs herskerbolig, og store kardinalpaladser skød i 1400-1500-t. op langs vejene til Peterskirken, bl.a. Palazzo Venezia, Palazzo della Cancelleria og Palazzo Farnese. Pave Julius 2. lod Donato Bramante påbegynde opførelsen af Peterskirken fra grunden i 1506 i stedet for kejser Konstantins basilika; opførelsen blev først fuldført 1612.

Barokken er den rigeste periode i Roms bygningshistorie. Store gadeanlæg, pladser, fontæner, paladser og kirker opførtes i 1500-1600-t. i en dramatisk, yppigt rumskabende byggestil, der endnu præger byen. Piazza del Popolo, Piazza Navona,Peterspladsen, San Carlo alle Quattro Fontane, Sant'Ivo og Sant'Andrea al Quirinale må fremhæves.

Senbarokke hovedværker er Fontana di Trevi (Trevifontænen, 1762) og Den Spanske Trappe (1726). Af nyere arkitektur kan nævnes Vittorio Emanuele-monumentet tæt ved Forum Romanum (1885-1911), symbolet på Italiens samling og på Rom som moderne, sekulariseret hovedstad. På dette tidspunkt blev byens centrum igen flyttet, nu fra pavernes domæne tilbage til den førkristne bys midte.

Brede gader (Via Nazionale og Corso Vittorio Emanuele), monumentale regeringsbygninger og kvarterer med udlejningsejendomme er kendetegnende for den nye hovedstads første tid. Under fascismen byggede man i en antikinspireret stil som et udtryk for kraft og imperial storhed, fx bydelen EUR (påbegyndt 1937).

Det gælder for arkitekturens liv i Rom, at den antikke arkitekturarv har været en uudtømmelig inspirationskilde både formmæssigt og ideologisk. At genskabe de romerske kejseres verdensstad var både pavernes og de senere verdslige magthaveres drøm. Efter 2. Verdenskrig er byen ekspanderet med hurtigt voksende boligkvarterer. En stor ydre ringvej er anlagt som en ny slags bygrænse.

Blandt Roms mange museer kan nævnes Musei Capitolini, de arkæologiske museer Palazzo Massimo alle Terme og Palazzo Altemps, der begge rummer Museo Nazionale Romanos udstillinger, Vatikanmuseerne, Villa Borghese,Palazzo Barberini og Villa Giulia foruden Roms bymuseum og nogle mindre, private malerisamlinger.

Læs videre om Roms kulturliv eller læs om Rom generelt.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Mogens Nykjær: Rom - arkitektur efter antikken i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 23. november 2017 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=152314

    • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

    • Kommentar til redaktionen Vedr. Rom - arkitektur efter antikken
      Send kommentar


  • Copyright

    Denne artikel må du ...

  • Kilde

    Denne artikel stammer fra:
    Leksikon

  • Historik