Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Malta - historie

Oprindelig forfatter MeHa Seneste forfatter Redaktionen

Malta, antikkens Melita, blev ca. 1000 f.Kr. en fønikisk koloni og kom senere under karthaginiensernes herredømme for i 218 f.Kr. under 2. Puniske Krig at blive lagt ind under den romerske provins Sicilia. I dag vidner ruiner af romerske villaer om denne periode. Da Paulus som fange blev ført til Rom, led skibet skibbrud og strandede på Malta; her måtte Paulus blive vinteren over (Ap.G. 27,27-28,12).

I 454 blev Malta erobret af vandalerne, 494 af goterne, 534 af byzantinerne og 870 af araberne. Især byzantinerne og araberne kom til at præge den kulturelle udvikling. I 1091 indtog normannerne Malta og genindførte kristendommen. Malta kom senere i hænderne på tyske, franske og spanske herskere indtil 1530, da kejser Karl 5. overgav den til johanniterne, der nu blev kendt som malteserridderne. Ordenen kontrollerede Malta i flere århundreder, og Malta modstod i 1565 et angreb fra en stor osmannisk flåde. I 1566 blev Valletta grundlagt som en stærk fæstning. På sin vej til Egypten indtog Napoleon 1. Malta i 1798, og ordensridderne forlod stedet.

Fra 1800 kom Malta under Storbritanniens beskyttelse og var fra 1814 kronkoloni. I løbet af 1800-t. satte en sprogstrid sit præg præg på forholdet mellem den maltesiske befolkning og briterne, som krævede, at engelsk blev brugt ved skoler og domstole. Med åbningen af Suezkanalen i 1869 fik Malta større stategisk betydning og oplevede en kraftig økonomisk vækst. Omkring 1900 var befolkningstallet steget til ca. 200.000, og kravet om selvstyre voksede. Under 1. Verdenskrig modtog øen mange sårede fra kampene; efter krigen indtrådte en omfattende økonomisk krise. Fra 1921 havde Malta periodevis begrænset selvstyre.

Annonce

Under 2. Verdenskrig var Malta en vigtig britisk flådebase og blev talrige gange ødelagt ved italienske og tyske luftangreb. I 1947 fik øerne selvstyre, og i 1964 blev Malta erklæret for en selvstændig stat under Commonwealth. Frigørelsen fra Storbritannien og den gradvise britiske tilbagetrækning skabte store økonomiske problemer.

Nationalistpartiet, der var ved magten indtil 1971, førte en vestvenlig politik, men da Arbejderpartiet under Dom Mintoff kom til magten i 1971 ændredes dette til en officiel alliancefri politik, og der blev optaget kontakt til bl.a. Algeriet, Libyen og Kina. Malta blev i 1974 omdannet til republik, og den britiske flådebase lukkede endeligt i 1979. Nationalistpartiet var atter ved magten 1987-96, men Arbejderpartiet vandt i 1996 valget, og straks herefter blev en ansøgning om optagelse i EU sat i bero og Malta trukket ud af NATO-samarbejdet Partnerskab for Fred.

Valget i 1998 blev vundet af Nationalistpartiet, der genfremsatte EU-ansøgningen. Malta blev i 2002 inviteret til EU-medlemskab; en folkeafstemning året efter gav et flertal på 53% for medlemskabet, og i maj 2004 blev landet optaget i EU. Malta tilsluttede sig euroen 1.1.2008. Efter EU-medlemskabet har landet haft stigende problemer med illegal indvandring, især fra Nordafrika.

Ved valget i 2008 vandt Nationalistpartiet en yderst snæver sejr, og under ledelse af premierminister Lawrence Gonzi (f. 1953) fortsatte topartisystemet. I 2009 fik Malta ny præsident: George Abela (f. 1948).

Læs videre om Maltas forhistorie eller om Malta generelt.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Merete Harding: Malta - historie i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 12. december 2017 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=121294