• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Italien - historie (1796-1991)

Oprindelige forfattere GSoer og THard Seneste forfatter HaAn

Revolution og restauration (1796-1848)

Italiens samling 1859-1924.

Italiens samling 1859-1924.

Med Den Franske Revolution og de efterfølgende Revolutions- og Napoleonskrige blev den italienske halvø atter inddraget i Europas historie og politik. Fra Frankrig kom idéerne om suverænitetens overførelse fra den enevældige monark til folket og om nationen som en administrativt retlig og militært sikret enhed. De franske jakobinere inspirerede til en demokratisk bølge i de italienske lande, mens den unge Napoleon i kølvandet på sit Italiensfelttog i 1796 lagde rammerne for en række mindre statsdannelser efter fransk forbillede (fx Den Italienske Republik med Milano som hovedstad).

Restaurationen efter Napoleons nederlag og Wienerkongressen i 1815 førte til en opdeling af Italien efter et gammelkendt mønster: Kongeriget Sardinien, der bestod af Sardinien og Piemonte under det tilbagevendte kongehus Savoyen, kongeriget Lombardiet og Veneto nu under østrig-ungarsk overhøjhed, Kirkestaten samt kongeriget Begge Sicilier foruden storhertugdømmet Toscana og nogle mindre hertugdømmer som Parma og Piacenza, Modena og Lucca.

Idéen om en samlet italiensk nation levede dog videre. Der var de hemmelige revolutionære selskaber som Carboneria med udløbere til Giuseppe Mazzinis Giovine Italia, og mange steder kom det til folkelige opstande, fx i Palermo og Napoli i 1820. Bredere demokratiske bevægelser fulgte i revolutionsåret 1848 (se Februar- og Martsrevolutionen 1848) med opstande i Venezia og Milano mod østrigerne; året efter blev Rom udråbt til republik under Mazzinis og Giuseppe Garibaldis ledelse. I Piemonte udviklede der sig en mere moderat-liberal, nationaltsindet elite omkring skikkelser som Màssimo d'Azeglio og den senere statsmand Camillo di Cavour, der var en stor jordejer; han redigerede programtidsskriftet Il Risorgimento (1847), hvis mål var Italiens nationale genrejsning.

Annonce

Italiens samling (1848-70)

I modsætning til de øvrige italienske småstater havde Piemonte en økonomi, et militær og en statslig opbygning, der sikrede landet et vist spillerum indadtil og udadtil. Således indførte kongen Karl Albert en ny forfatning, lo Statuto, der gjorde kongeriget til et konstitutionelt monarki byggende på et parlament. Denne imødekommenhed over for først og fremmest de moderat-liberale kredse bevirkede, at der omkring kongehuset skabtes en relativt homogen politisk-intellektuel klasse, der snart gjorde landet til den udfarende kraft i gennemførelsen af Italiens samling, il Risorgimento.

Statsoverhoveder
Konger
1861-78Vittorio Emanuele 2.
1878-1900Umberto 1.
1900-46Vittorio Emanuele 3.
1946Umberto 2.
Præsidenter
1946-48Enrico De Nicola
1948-55Luigi Einaudi
1955-62Giovanni Gronchi
1962-64Antonio Segni
1964-71Giuseppe Saragat
1971-78Giovanni Leone
1978-85Sandro Pertini
1985-92Francesco Cossiga
1992-99Oscar Luigi Scalfaro
1999-2006Carlo Azeglio Ciampi
2006-15Giorgio Napolitano
2015-Sergio Mattarella

Den første af tre uafhængighedskrige mod Østrig-Ungarn indledtes i 1848 med udgangspunkt i Piemonte. Den endte imidlertid i et nederlag, bl.a. fordi man ikke havde opnået stormagtsstøtte. Støtten kom, fra Frankrig, op til den næste krig i 1859. Efter at Piemonte havde ydet militær støtte til den fransk-britiske indsats mod Rusland på Krim 1854-55, kvitterede Napoleon 3. med underskrivelsen af en hemmelig aftale i Plombières, der forpligtede Frankrig til at kæmpe på piemontesisk side, mod at piemonteserne gav afkald på Nice og Savoyen. Efter Slaget ved Solferino i 1859 tilfaldt Lombardiet kongeriget Sardinien, der nu var under Vittorio Emanuele 2.

Denne diplomatisk-militære udvidelse af kongeriget blev imidlertid brudt, da Garibaldi i 1860 gik i land i Marsala på Siciliens vestkyst med sine tusinde mand, i Mille, uden Cavours fulde opbakning, og uden at de britiske skibe i området greb ind. Få måneder senere brød Frans 2.s kongerige Begge Sicilier sammen, og i oktober samme år kunne Garibaldi ved det historiske møde i Teano nord for Napoli overdrage Syditalien til Vittorio Emanuele 2., der i 1861 efter en række folkeafstemninger udråbtes til kongeriget Italiens konge. Med den tredje uafhængighedskrig i 1866 blev også Veneto indlemmet. Først i 1870 faldt de sidste rester af Kirkestaten, og derefter blev Rom det nye kongerige Italiens hovedstad.

Med de ydre grænser på plads var nationen Italien en kendsgerning. Tilbage var kun de uløste problemer med Sydtyrol og området omkring Trieste. Egentlig var samlingen en udvidelse af kongeriget Sardinien og ikke en forening af ligeværdige småstater. Det forhold understregedes af, at det piemontesiske kongehus samt præfektsystemet og forfatningen også dannede det nye Italiens grundlag. Af Risorgimento-bevægelsens to hovedstrømninger: den demokratiske, repræsenteret af Mazzini, og den moderat-liberale, repræsenteret af Cavour og Marco Minghetti, blev den sidste udslagsgivende, hvilket også fremgik af, at samlingen blev gennemført ovenfra, idet kun ca. 2% af befolkningen havde stemmeret.

Samlingen skabte en nation, men langtfra den enhed, som det nye lederlag (Det Historiske Højre) foregav. Fra at have været et europæisk problem blev Italien italienernes eget. Det syditalienske underudviklingsproblem, som også gav grobund for mafiaen, blev snart en realitet. Kirken vendte sig mod den nye enhedsstat og nægtede at underskrive loven, der skulle have formaliseret forholdet til staten.

Imperialisme og industrialisme (1870-1914)

Indenrigspolitisk afløstes Det Historiske Højre af Depretis' Venstre, og magtskiftet i 1876 dannede optakt til den såkaldte transformisme, der skulle komme til at præge det politiske system med dets tendens til dels at absorbere enhver opposition i parlamentets skiftende flertalskoalitioner, dels i ikke så få tilfælde at slå hårdt ned på social uro. Udenrigspolitisk tilsluttede Italien sig Tripelalliancen med det konservative Tyskland og Østrig i 1882. Samme år indledtes en kolonipolitik i Østafrika (Eritrea og Somalia), der blev forstærket under Francesco Crispis regeringer. Resultatet blev imidlertid, at Italien led et nederlag ved Adwa i 1896 i forbindelse med et forgæves forsøg på at erobre Abessinien. Crispi måtte herefter gå af.

Indadtil havde Crispi ført en hård linje over for ethvert optræk til social uro, således over for den sicilianske folkebevægelse, i fasci siciliani, i 1894. Repressionen fortsatte, da Antonio Di Rudinìs regering i maj 1898 udkommanderede hæren til at nedkæmpe en revolte i Milano.

Ved samlingen var Italien et agrart samfund, men de gunstigere internationale konjunkturer i 1890'erne fremmede den første egentlige industrielle revolution i landet. Den blev båret frem af et reformvenligt borgerskab og en socialistisk arbejderbevægelse, der organiserede sig fagligt og i 1892 fik sit første parti med dannelse af Partito Socialista Italiano (PSI) under reformsocialisten Filippo Turatis ledelse.

Det var ved overgangen til 1900-t., at den industrielle trekant Milano-Torino-Genova blev drivkraften i italiensk økonomi med Fiatfabrikken i Torino i en fremskudt position. Italien fik et nyt banksystem, der tilpassede sig virksomhedernes stigende finansieringsbehov, og de første elementer til et forhandlingssystem på arbejdsmarkedet så dagens lys med det forenede fagforbund Confederazione Generale del Lavoro (CGL) fra 1906 fulgt af arbejdsgiverforeningen Confindustria fra 1910.

Politisk blev det mere fremsynede borgerskab repræsenteret af den liberale Giovanni Giolitti, flere gange regeringsleder 1903-14. Den giolittiske æra var især i de første år karakteriseret af en samfundspagt mellem de liberale og reformsocialisterne, der hvilede på en anerkendelse af arbejderbevægelsen som en uomgængelig part i landets udvikling. Giolitti udvidede valgretten til ca. 24% af befolkningen i 1912 (kvinder havde stadig ikke valgret) og fik på det grundlag etableret en ny pagt med den katolske vælgerunion.

1. Verdenskrig og fascisme (1914-25)

En stadig stærkere nationalistisk opinion medførte, at Giolitti ikke kunne holde Italien uden for 1. Verdenskrig, hvilket tvang ham til at gå af. Antonio Salandras regering slog derefter ind på en mere målrettet interventionistisk linje, støttet bl.a. af den ekskluderede socialist Benito Mussolini, og fra 1915 deltog Italien på fransk og britisk side mod de tidligere allierede Tyskland og Østrig.

Italien kom ganske vist til at stå på sejrherrernes side, men landet havde lidt et ydmygende nederlag i Slaget ved Caporetto i 1917, og den politiske klasse, der havde engageret landet i 1. Verdenskrig, kom stærkt svækket ud af krigen. Nye massepartier dukkede op, fx Luigi Sturzos katolske folkeparti, Partito Popolare Italiano (PPI). I Italien førte Den Russiske Revolution i 1917 til en venstreradikalisering af PSI. Efter storstrejker og fabriksbesættelser 1919-20 i de såkaldte to røde år, il biennio rosso, blev Socialistpartiet splittet med dannelsen af Partito Comunista Italiano (PCI) i 1921.

Det var imidlertid Mussolinis fascistiske bevægelse (se fascisme), der, efter at den revolutionære bølge var kulmineret, forstod at slå politisk mønt dels af mellemlagenes angst for den økonomiske krise og proletariatets velorganiserede aktioner, dels af den udbredte utilfredshed med, at Italien ikke ved Versaillestraktaten var blevet tilstrækkelig tilgodeset i sine territoriale krav.

Ved at sætte voldsbander, squadre d'azione, ind mod politiske modstandere og ved at blive støttet af store dele af det italienske establishment med monarkiet i spidsen fik Mussolini i oktober 1922 sig udpeget til leder af en koalitionsregering få dage efter Marchen mod Rom, iværksat af de fascistiske bander. Udadtil var Italien fortsat et parlamentarisk demokrati. Men mordet på oppositionslederen, socialisten Giacomo Matteotti, i sommeren 1924 ændrede denne tilstand. Efter at Mussolini den 3.1.1925 var trådt frem i Parlamentet og havde påtaget sig det moralske, det politiske og det historiske ansvar for det hændte, men uden at træde tilbage, var det autoritære regime en kendsgerning. De antifascistiske partier blev herefter forbudt, og tilbage var kun Partito Nazionale Fascista (PNF).

Regime og modstand (1925-45)

Regimet fremmede nogle af de moderniseringstræk, der også karakteriserede andre af mellemkrigstidens massesamfund, nemlig velfærdsinitiativer, teknologiske frembringelser og en stigende statslig intervention i økonomien. Men med sin repressive linje tilgodeså Mussolini grundlæggende de kræfter i det italienske samfund, der siden Italiens samling havde satset på en udviklingsmodel, der både over for omverdenen og over for den italienske befolkning byggede på imperialistiske, antidemokratiske og populistiske metoder. Mussolini formåede desuden at få kirkens opbakning til sit regime, da den italienske stat og Vatikanstaten endelig i 1929 fik formaliseret deres indbyrdes relationer i det såkaldte Lateranforlig. Se også Kirkestaten.

Italien massemøde på Plaza Venezia i Rom, 13.4.1939. Anledningen er erobringen af Albanien.

Italien massemøde på Plaza Venezia i Rom, 13.4.1939. Anledningen er erobringen af Albanien.

Med felttoget 1935-36 mod Etiopien (Den Italiensk-abbessinske Krig), som 40 år tidligere havde ydmyget Italien, opnåede regimet sin hidtil største folkelige konsensus. Efter erobringen af den afrikanske stat udråbtes et italiensk imperium i 1936, der blev forøget med indlemmelsen af Albanien i 1939. Engagementet sammen med Tyskland i Den Spanske Borgerkrig på oprørsgeneralen Francos side fortsatte ekspansionspolitikken, der efter indførelsen af racelovene i 1938 og Stålpagten med Hitler det følgende år fik Italien ind i 2. Verdenskrig som Tysklands allierede. Med krigserklæringen mod Frankrig i juni 1940 blev Italien aktiv krigsdeltager.

Med Mussolini ved roret levede Italien 1800-t.s nationsmodel ud i sin yderste katastrofale konsekvens. Da krigslykken vendte, og de allierede gik i land på Sicilien i juli 1943, varede det ikke længe, før regimet måtte skille sig af med sin leder; 25. juli blev Mussolini afsat af Vittorio Emanuele 3., der lod ham fængsle. Derefter indledte den nye regeringsleder, tidligere generalstabschef Badoglio, våbenhvileforhandlinger med de allierede, og den 8. sept. blev våbenhvilen erklæret. Fra da af kæmpede Italien mod Tyskland. I Norditalien lykkedes det dog tyskerne at få den i mellemtiden befriede Mussolini indsat i marionetstaten La Repubblica Sociale Italiana med hovedsæde i Salò (Salòrepublikken).

Landet var nu delt i to. Krigen antog 1943-45 karakter af både befrielseskrig, borgerkrig og klassekrig, efterhånden som modstandsbevægelsen tog form omkring især antifascistiske partier som det kommunistiske PCI og Partito d'Azione, opkaldt efter Mazzinis og Garibaldis gamle parti. Den 25.4.1945 blev Norditalien befriet.

Republikanisme (1945-50)

Efter 2. Verdenskrigs afslutning kunne Italien ikke blot vende tilbage til det førfascistiske styre, hvis institutioner og forfatning ikke havde kunnet forhindre fascismen, men Italien havde også fået en anden international placering med USA's indtræden i krigen og den efterfølgende økonomiske hjælp (se Marshallplanen), der udviklede et amerikansk hegemoni, snart også magtpolitisk og kulturelt. Selvom Italien havde kæmpet på de allieredes side i krigens sidste to år, blev landet med fredstraktaten i 1947 behandlet som en tidligere fjende; således måtte Italien bl.a. give afkald på de østlige dele af regionen Venezia Giulia og på Istrien, der tilfaldt Jugoslavien, mens de tidligere kolonier Libyen, Albanien og Etiopien blev erklæret selvstændige.

Det var i dette nye regi, at den italienske befolkning (kvinderne inklusive) den 2.6.1946 gik til valg på, om Italien skulle være en republik eller fortsætte som monarki. Et snævert flertal foretrak en republik. Samme dag blev der afgivet stemmer til en grundlovgivende forsamling med repræsentanter fra de partier, der skulle komme til at tegne det politiske system: Pietro Nennis PSI, Palmiro Togliattis PCI og Alcide De Gasperis Democrazia Cristiana (DC). Den 1.1.1948 fik Italien sin første demokratiske forfatning, der skabte grundlaget for udviklingen af en italiensk velfærdsstat.

Enheden mellem de politiske fløje, der stod bag koalitionsregeringerne 1944-47 og selve forfatningen, holdt imidlertid ikke over for den kolde krigs fronter. PCI og PSI måtte forlade regeringen i maj 1947. Ved valget i april 1948 vandt DC en overvældende sejr, og partiet blev bl.a. via Italiens medlemskab af NATO fra 1949 garanten for en vis stabilitet i landet, som foruden at være en vigtig brik i Vestens middelhavspolitik også var hjemsted for et kommunistparti, der skulle tages vare på. Ved samme valg opstillede tidligere fascister under betegnelsen Movimento Sociale Italiano (MSI).

DCs magtbasis konsolideredes med en række jordreformer og fra 1950 med investeringsfonden for Syditalien (la Cassa per il Mezzogiorno), der blev fulgt op af en udbygning af de statsligt kontrollerede virksomheder, som havde overlevet fascismens krisepolitik. Således var der en tendens til, at DC og dets skiftende allierede af socialdemokrater, liberale og republikanere besatte statsapparatet med fuld dispositionsret over dets resurser. Resultatet blev, at det politiske system blev blokeret, og at oppositionspartiet, PCI, aldrig blev et alternativ.

Økonomisk mirakel og åbning mod venstre (1950-63)

Det var inden for rammerne af dette ufuldendte demokrati, at Italien gennemførte sin økonomiske genopretning. Den kraftige vækst blev befordret af et gunstigt omkostningsniveau, og økonomien blev internationaliseret og eksportorienteret. I 1951 var landet medunderskriver af Traktaten om Det Europæiske Kul- og Stålfællesskab, der trådte i kraft i 1952, og i 1955 var Italien vært for Messinakonferencen, der i 1957 mundede ud i underskrivelsen af Romtraktaterne, se EU (1.1. den historiske baggrund). Fremgangen kulminerede omkring 1960; italieneren var nu efter amerikansk forbillede blevet en forbruger af biler, køleskabe, tv-apparater etc.

Det var imidlertid først og fremmest den industrielle trekant Milano-Torino-Genova, der havde fordel af det økonomiske mirakel. Denne geografisk ensidige udvikling bidrog til at uddybe nogle i forvejen eksisterende skævheder, fx mellem Norditalien og Syditalien, der resulterede i bølger af emigranter til industricentrene nordpå.

Den sociale uro, der fulgte i kølvandet på landets nye, skævt fordelte rigdom, tvang DCs ledere Amintore Fanfani og Aldo Moro til at udvide regeringskoalitionen 1962-63 med Socialistpartiet. Efter en kort reformperiode endte PSI dog med at være mere optaget af den kortsigtede fastholdelse af magten end af de langsigtede løsninger. Med centrum-venstre-koalitionen mellem DC og PSI skabtes en magtdelingspolitik, der blev den fremherskende model for det politiske systems udvikling frem til begyndelsen af 1990'erne.

Spændingens strategi (1963-79)

Reformpolitikken fra begyndelsen af 1960'erne fik ikke den tiltænkte stabiliserende effekt. Økonomien afmattedes, og reformerne måtte indstilles. Op igennem årtiet voksede der til venstre for det traditionelle venstre en lille, men militant opposition, der nåede et højdepunkt med studenteroprøret i 1968, fulgt af det såkaldte varme efterår, l'autunno caldo, i forbindelse med arbejdsmarkedsforhandlingerne året efter.

DC var ved at miste kontrollen, og med en formodet nyfascistisk bombesprængning i Milano i december 1969, der kostede 17 mennesker livet, indledtes, hvad der blev kaldt en "spændingens strategi", la strategia della tensione, hvis mål var igennem en destabilisering at fremme en lov og orden-politik. I 1970 forsøgtes et statskup; et sådant var allerede blevet forsøgt i 1964. I 1974 sprang en ny bombe i Brescia, og i 1980 gjaldt det Bolognas banegård med 85 dræbte og 200 sårede.

Det blev PCI, der umiddelbart forstod at drage politisk fordel af 1970'ernes lange krise, som yderligere forværredes med de voldsomt stigende oliepriser. Ved lokalvalgene i 1975 fik partiet en række borgmesterposter, fx i Torino og Rom, dvs. uden for de mellemitalienske regioner som Emilia-Romagna (Bologna), hvor kommunisterne havde domineret siden krigen. Det følgende år, i 1976, opnåede PCI sit hidtil bedste parlamentsvalg. Partiet havde forstået at appellere til mellemlagene, efter at lederen, Enrico Berlinguer, havde lanceret sit forslag til et "historisk kompromis" med DC. Blandt de katolske politikere var det først og fremmest Aldo Moro, der var lydhør over for dette udspil.

Den gensidige tilnærmelse førte til, at PCI støttede to DC-regeringer 1976-79 med den drevne Giulio Andreotti som leder. Følgen blev imidlertid, at det udenomsparlamentariske nye venstre fik et større spillerum. Med baggrund i de mange militante smågrupper udviklede der sig en egentlig terrorisme. Den mest vidtrækkende aktion blev gennemført af De Røde Brigader (Brigate Rosse), der i 1978 bortførte og senere dræbte DCs præsident Aldo Moro.

Dermed ændredes forudsætningerne for samarbejdet mellem DC og PCI. Reformerne udeblev, og fagbevægelsen fik ikke svar på den tilbageholdenhedspolitik, som den var slået ind på for at yde sit til nedbringelsen af et stigende omkostnings- og inflationsniveau. PCI måtte se sig fanget i den transformisme, som PSI tidligere var havnet i, men i modsætning til PSI blev PCI i stigende grad isoleret, efter at støtten til Andreottis regering var trukket tilbage.

Partitokrati (1979-91)

Ved indgangen til 1980'erne stod den italienske økonomi over for et opsving. Fremgangen byggede på en teknologisk fornyelse af produktionsapparatet, på en disciplinering af arbejdsstyrken og på en ændring af samme arbejdsstyrkes faglige sammensætning. Erhvervslivet, der havde været stærkt presset under 1970'ernes konflikter på arbejdsmarkedet, fremstod nu med styrkede virksomheder og en ny foretagsomhed.

PCIs marginalisering fremmede et opgør om partiets identitet; det endte med, at den daværende leder Achille Occhetto (f. 1936) fik PCI omdannet til Partito Democratico di Sinistra (PDS), mens en mindre udbrydergruppe fortsatte under partibetegnelsen Rifondazione Comunista. Efter de negative regeringserfaringer med PCI i sidste halvdel af 1970'erne vendte DC i 1980'erne tilbage til den gamle, afprøvede centrum-venstre-model med ledere som Ciriaco De Mita (f. 1928), Arnaldo Forlani og Giulio Andreotti. PSI vejrede nu under Bettino Craxis lederskab en ny fremtid. Målet var både at isolere PCI og at fremstå som et alternativ til DC.

Dele af denne strategi blev virkeliggjort. Craxi dannede således to regeringer 1983-87 og brød dermed DCs monopol på regeringslederposten. Imidlertid var det også perioden, hvor det politiske system fremstod som et egentligt partivælde, partitocrazia. Politik blev reduceret til vennetjenester og korruption og afslørede en dybt rodfæstet klientilistisk praksis, der havde elimineret enhver form for opposition og demokratisk kontrol og givet den organiserede kriminalitet og anden lyssky virksomhed de bedste betingelser. Således indledte den sicilianske mafia omkring 1980 en ikke før set række af mord på dommere, politikere og andre øvrighedspersoner, fx i 1982 præfekten i Palermo, Carlo Alberto Dalla Chiesa. I 1981 opdagede myndighederne eksistensen af den hemmelige frimurerloge P2, der af en parlamentskommission blev erklæret for en trussel mod demokratiet. I 1990 fik offentligheden kendskab til den ligeledes hemmelige NATO-struktur Gladio, der blev sat i forbindelse med spændingens strategi.

Læs mere om Italiens historie.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Gert Sørensen, Thomas Harder: Italien - historie (1796-1991) i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 17. november 2017 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=100116