Italiens historie efter 1991

I 1992 indledte anklagemyndigheden i Milano den korruptionssag mod fremtrædende repræsentanter for den politiske klasse og for det private erhvervsliv, som hurtigt blev døbt Rene Hænder (Mani Pulite).

Resultatet af den omfattende operation mod korruption blev, at store dele af det politiske landskab blev udraderet. PSI opløstes, mens DC blev splittet i en række mindre partier. PDS var det eneste af de store partier, der overlevede i et nu mere polariseret politisk system, som delte sig i en centrum-højre-fløj og en centrum-venstre-fløj, der dog ikke må forveksles med 1960'ernes eksperiment af samme navn.

Det lykkedes imidlertid ikke venstrepartierne i første omgang at slå politisk mønt af den gamle politiske klasses fald. I stedet vandt populismen valget i marts 1994, hvor mediekongen og højrepopulisten Silvio Berlusconi og hans parti Forza Italia blev den store sejrherre sammen med Lega Nord og Gianfranco Finis Alleanza Nazionale, der opslugte det tidligere nyfascistiske parti MSI.

Mange frygtede, at Italien stod over for et nyt regime, men allerede i december 1994 måtte regeringen Berlusconi træde tilbage, da den mistede Lega Nords støtte, for at give plads til et forretningsministerium under ledelse af den tidligere nationalbankdirektør Lamberto Dini.

Efter valget i april 1996 overlod Dini regeringsmagten til økonomiprofessor Romano Prodi i spidsen for en bred centrum-venstrekoalition omkring PDS.

Regeringen Berlusconi havde efterladt en række fortsat uløste spørgsmål, bl.a. vedrørende den italienske økonomi. Ikke desto mindre vandt Silvio Berlusconi atter stor vælgertilslutning ved valget i 2001, hvor Forza Italia blev det største parti efter løfter om effektivisering af den offentlige administration, forenkling af lovene, skattelettelser og genrejsning af Syditalien. Berlusconi blev udsat for stærk kritik fra både ind- og udland på grund af korruptionssigtelser fra italienske og spanske domstole, hans ringeagt for de statslige institutioner, hans provokerende stil og den konflikt, der skyldes, at Berlusconi på én gang bestred embedet som premierminister, havde store økonomiske interesser i erhvervslivet og kontrollerede en væsentlig del af medierne. Selvom kritikken var udbredt allerede på dette tidspunkt, formåede centrum-venstre, der havde regeringsmagten 1996-2001, ikke at skabe et handlekraftigt alternativ til de kontroversielle centrum-højre-regeringer.

Italien spillede en aktiv rolle på Balkan, bl.a. i forbindelse med uroligheder i Albanien, hvor 12.000 franske, spanske og italienske soldater under italiensk overkommando blev sat ind i april 1997 i forbindelse med uroligheder i landets sydlige provinser. Engagementet på Balkan skal bl.a. ses i lyset af den omfattende tilstrømning af illegale flygtninge til Italien.

Det lykkedes ikke centrum-venstreregeringen at afbalancere Berlusconis kontrol med op mod halvdelen af de landsdækkende tv-kanaler, og til trods for, at Prodi-regeringen frem til 1998 og den efterfølgende regering under ledelse af ekskommunisten Massimo d'Alema kunne fremvise gode resultater – fx Italiens tilbagevenden til det europæiske valutasamarbejde, der banede vejen for landets tilslutning til euroen – forhindrede det ikke, at Berlusconi på ny overtog regeringsmagten i 2001 efter løfter om skattelettelser og økonomisk fremgang.

Berlusconis anden regeringsperiode var imidlertid præget af stagnation med vækstrater under det europæiske gennemsnit. Finansskandale fulgte på finansskandale, fx mejerikoncernen Parmalats konkurs og nationalbankdirektør Fazios afgang før tid. På medieområdet fik Berlusconi større kontrol med det statslige tv, RAI, og indskrænkede dermed reelt pressefriheden i Italien. Flere kritiske journalister måtte forlade deres job. Udenrigspolitisk nedprioriterede Berlusconi Europa, orienterede sig mere i retning mod USA, og støttede det amerikanske engagement i Irak.

Ved valget i april 2006 vandt centrum-venstrekoalitionen under ledelse af Prodi knebent; og den nye regering stod over for store udfordringer. Respekten for forfatningen blev forsøgt retableret ved at udnævne Giorgio Napolitano, tidligere reformkommunist og med rødder i efterkrigstidens antifascistiske tradition, som ny præsident efter den meget vellidte Carlo Azeglio Ciampi.

Den nye regering stod over for store udfordringer, men dens flertal i parlamentet var for lille og centrumvenstrekoalitionens interne uenighed for stor, til at den kunne gennemføre de reformer af arbejdsmarkeds- og pensionslovgivningen og den liberalisering af erhvervslivet, som ellers stod på Prodis dagsorden. Også spørgsmål som familiepolitikken (registrerede partnerskaber), kunstig befrugtning og stamcelleforskning gav anledning til splittelse i regeringskoalitionen, hvor centrum-katolikker stod skarpt over for venstrefløjspartierne, de Grønne og det socialistisk-radikale parti Rosa nel Pugno.

Også Italiens militære engagement i Irak og Afghanistan og regeringens godkendelse af en betydelig udvidelse af den store amerikanske militærbase i Vicenza gav anledning til uenighed i regeringskoalitionen. I januar 2008 trådte justitsminister Clemente Mastella fra det lille syditalienske parti Popolari-UDEUR tilbage, efter at hans hustru, den napolitanske lokalpolitiker Sandra Lonardo, blev sat i husarrest som følge af korruptionsanklager. Mastella erklærede først, at hans partis tre senatorer fortsat ville støtte regeringen, men få dage efter trak Mastella sit partis støtte tilbage under henvisning til, at de større regeringspartier havde udvist manglende solidaritet med ham og hans hustru. Regeringen vandt en tillidsafstemning i Deputeretkammeret den 23. januar 2008, men tabte i Senatet den følgende dag med 156 stemmer mod 161.

Ved valget den 13.-14. april 2008 vandt Silvio Berlusconis nydannede parti Popolo della Libertà (Frihedens Folk) i koalition med det højreorienterede norditalienske selvstyreparti Lega Nord et komfortabelt flertal i begge parlamentets kamre, og den 8. maj tiltrådte Berlusconi igen premierministerembedet.

Blandt de problemer, Italien stod over for i 2008, var en faldende købekraft i befolkningen, en meget ringe økonomisk vækst og en stor offentlig gæld. Dertil kom en omfattende illegal indvandring, som på den ene side forsynede Italien med nødvendig arbejdskraft, men på den anden side skabte en udbredt utryghed i befolkningen, fordi de illegale indvandrere i vid udstrækning blev sat i forbindelse med kriminalitet; det gjaldt i særdeleshed romaer og indvandrere, både legale og illegale, fra Rumænien.

Den organiserede kriminalitet i Syditalien var trods en stadig række af markante succeser for politiet fortsat et stort problem. Napolis enorme renovationsproblemer skyldtes en kombination af dårlig administration og korruption på kommunalt og regionalt niveau, manglende investeringer i forbrændingsanlæg i regionen Campania samt de lokale mafiagruppers interesser i ulovlig bortskaffelse af miljøfarligt affald. Da Berlusconi trådte til som premierminister, erklærede han, at han ville holde et regeringsmøde om ugen i Napoli, indtil problemet var løst.

I november 2011 blev Berlusconi, der havde mistet flertallet i Deputeretkammeret, tvunget til at indgive sin afskedsbegæring; tiltroen til, at han kunne løse Italiens alvorlige økonomiske problemer var forsvundet. Han blev afløst på posten af den teknokratiske Mario Monti. Den nye regerings opgave var at skulle gennemføre omfattende besparelser, og den første sparepakke blev vedtaget allerede i december 2011. Allerede i 2012 indgav Monti sin afskedsbegæring, da han havde mistet sit parlamentariske grundlag. Efter parlamentsvalget i februar 2013 opstod en politisk krise i landet, og først efter to måneder blev der dannet en ny regering, denne gang under ledelse af Enrico Letta fra Partito Democratico. Efter voldsomme interne stridigheder gik Letta af som premierminister i februar 2014 og blev erstattet af Matteo Renzi fra samme parti, der tiltrådte embedet som den yngste premierminister i Italiens historie.

Mange havde store forventninger til Renzi, der med sin stil og progressive værdier repræsenterede en foryngelse og fornyelse i et italiensk politisk landskab, som længe havde været præget af de samme hovedpersoner. Renzi tiltrak sig opmærksomhed og fik også ry for at være særligt dygtig til at iscenesætte sig selv og sin regering. Hans politiske program bar præg af en udpræget reformvenlighed, der gjorde ham populær hos EU og de øvrige europæiske medlemslande, men som gav ham problemer eksempelvis med fagforeningerne. Selvsamme reformønsker bevirkede også, at Renzi meddelte sin afsked i 2016, efter hans forslag om at justere landets magtsammensætningen til fordel for regeringen blev nedstemt i en folkeafstemning.

Samme år overtog Renzis partifælle, Paolo Gentiloni, der havde fungeret som udenrigsminister under Renzi. Gentiloni fortsatte i vid udstrækning Renzi EU-venlige politik, ligesom han på lignende prioriterede at styrke Italiens økonomiske situation, der stadig var skrøbelig efter den økonomiske krise i 2011. Under Renzi og Gentilonis ledelse placerede Italien sig tæt på sine allierede i EU og NATO for eksempel i forbindelse med sanktioneringen af Rusland efter Ruslands annektering af Krim og håndteringen af den internationale terrortrussel fra Islamisk Stat.

I mellemtiden voksede utilfredsheden blandt vælgerne, ikke kun over for Gentiloni, Renzi og PD, men over for hele den politiske klasse, de repræsenterede. Under populistiske slogans vandt de populistiske partier, Femstjernebevægelsen og Lega, valget i marts 2018. De to partier ønskede et opgør med den samlede politiske elite og ønskede at bringe magten tilbage til folket, omend de to partier havde væsensforskellige opfattelser af, hvem der skulle favoriseres og prioriteres. Femstjernebevægelsen agiterede blandt andet for direkte demokrati, økologi og borgerløn, mens Lega som højrepopulistiske parti eksempelvis var kritisk over for indvandring.

Til trods for sine store uenigheder dannede de to partier regering sammen og udnævnte den partipolitisk neutrale Giuseppe Conte som premierminister. Partiets uenigheder åbenbarede sig hurtigt. Man forsøgte at stille begge partier tilfredse og gav eksempelvis Lega lov til at gennemføre sin migrationspolitik, mens der blev oprettet et ministerium for direkte demokrati og indført borgerløn. Regeringen lagde sig også ud med EU, der var meget kritiske over for regeringens økonomiske politik. I meningsmålingerne sled regeringssamarbejdet på Femstjernebevægelsen, mens Lega voksede, hvorfor Lega i sensommeren 2019 besluttede at trække sig fra samarbejdet med håb om at udløse nyvalg.

Det skete imidlertid ikke. I stedet vendte Femstjernebevægelsen sig mod Partito Democratico, det mindre venstrefløjsparti Articolo Uno og senere centrumpartiet Italia Viva, der alle gik i regering sammen. Conte fortsatte som premierminister. Femstjernebevægelsen var i mellemtiden vokset ind i magten og havde fået dulmet sin stærke protestidentitet, og partierne fandt sammen en venstreorienteret pejling. Med Conte og Femstjernebevægelsens som bannerførere anlagdes også en mere imødekommende og forsonende linje overfor både Rusland og Kina.

Da coronapandemien spredte sig til Italien, kom sygdomshåndteringen øverst på regeringens dagsorden. Særligt de norditalienske regioner blev ramt hårdt og var stærkt præget af de mange sygdomstilfælde og døde. Efterhånden indførte regeringen national nedlukning og i mange tilfælde også udgangsforbud.

I kølvandet på sundhedskrisen blev landet ramt af en økonomisk krise. EU vedtog en genopretningsplan, hvor Italien planmæssigt ville modtage omkring 200 milliarder euro. Regeringen havde vanskeligt ved at nå til enighed om, hvordan pengene skulle bruges, og om hvordan man skulle indfri EUs krav for udbetalingen af pengene, og det udløste en krise, der førte til regeringens fald i januar 2021.

Præsident Sergio Mattarella bad derfor den tidligere direktør for den Europæiske Centralbank, Mario Draghi, om at danne regering. I februar 2021 dannede Draghi regering med samtlige partier i parlamentet – med undtagelsen af det højreorienterede parti, Fratelli d'Italia. Regeringens ministre var en blanding af politikere og teknokrater. Det lykkedes Draghi at få de forskellige partier til at nå til enighed om, hvordan EUs genopretningspakke skulle implementeres, og snart efter udrullede regeringen et omfangsrigt vaccinationsprogram.

Takket være Draghi og hans reform- og EU-venlige linje, blev Italien i denne periode et kerneland i NATO- og EU-samarbejdet. Det sås eksempelvis i Draghis fordømmelse af Ruslands invasion af Ukraine, ligesom the britiske magasin The Economist kårede Italien som årets land ved udgangen af 2021 med reference til Draghis lederskab.

Som led i udbetalingen af genopretningsfonden skulle regeringen gennemføre en række reformer. Det lykkedes blandt andet regeringen at gennemføre reformer, der skulle slanke og effektivisere det juridiske system, skatte- og pensionssystemet, men i sommeren 2022 oplevede flere af partierne, at de gik på kompromis med deres egne politiske programmer og trak derfor støtten til Draghis regering.

I efteråret 2022 vandt en højrefløjskoalition bestående af Lega, Forza Italia og Fratelli d'Italia valget og kunne herefter danne regering. Sidstnævnte parti var det eneste, der havde stået uden for det tidligere regeringssamarbejde. De blev efter valget landets største parti og dets leder, Giorgia Meloni blev landets nye premierminister.

Hun var dermed den første kvindelige premierminister i landets historie, ligesom hun som leder af Fratelli d'Italia er den mest højreorienterede leder siden Anden Verdenskrig. Højrefløjsregeringen har fortsat en EU- og NATO-venlig linje og derfor ikke rykket Italiens udenrigspolitiske strategi, men har indenrigspolitiske rykket den politiske dagsorden i konservativ retning. Dels anlægger regeringen et kritisk blik på afvigelser af de såkaldt naturlige familier, hvorfor LGBT+-personers muligheder for at stifte familie er blevet sygeliggjort eller besværliggjort. Dels ønsker man at stoppe den indvandring, Italien oplever på tværs af Middelhavet, der er taget til i tiden efter coronapandemien.

• Italiens historie (oversigt)
• Italiens forhistorie
• Romerriget
• Romerrigets historie
• Roms historie i antikken
• italiske folk
• etruskerne
• Italiens historie indtil 1350
• Italiens historie 1350-1796
• Italiens historie 1796-1900
• Italiens historie 1900-1950
• Italiens historie 1950-1991
• Italiens historie efter 1991 (denne artikel)
• Italiens statsoverhoveder
• Italiens premierministre