• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Italien - historie (1991-)

Oprindelige forfattere GSoer, LJuuM og THard Seneste forfatter FiSoe

Italien, Europa og Berlusconi (1991-)

Italien. På motorvejsstrækningen mellem Palermo og lufthavnen Punta Raisi bragte mafiaen den 23.5.1992 en bombe til eksplosion, der kostede den tidligere undersøgelsesdommer og direktør i Justitsministeriet Giovanni Falcone, hans hustru og hans eskorte livet. Falcone var førende i kampen mod mafiaen sammen med Paolo Borsellino, der dræbtes ved et attentat to måneder senere.

Italien. På motorvejsstrækningen mellem Palermo og lufthavnen Punta Raisi bragte mafiaen den 23.5.1992 en bombe til eksplosion, der kostede den tidligere undersøgelsesdommer og direktør i Justitsministeriet Giovanni Falcone, hans hustru og hans eskorte livet. Falcone var førende i kampen mod mafiaen sammen med Paolo Borsellino, der dræbtes ved et attentat to måneder senere.

Med Berlinmurens fald og Sovjetunionens sammenbrud forsvandt de politiske og ideologiske fronter, der havde medvirket til at fastlåse det italienske demokrati. Umberto Bossis norditalienske Liga (Lega Nord) havde dog allerede udfordret det politiske system med et program, der fremhævede det foretagsomme Norditalien over for det korrupte og ødsle Rom og slog til lyd for en mindre centralistisk statsopbygning, ikke uden separatistiske undertoner. I 1992 indledte anklagemyndigheden i Milano den operation mod fremtrædende repræsentanter for den politiske klasse og for det private erhvervsliv, som hurtigt blev døbt Rene Hænder (Mani Pulite).

PSI opløstes derefter, mens DC blev splittet i en række mindre partier. PDS var det eneste af de store partier, der overlevede i et nu mere polariseret politisk system, der delte sig i en centrum-højre-fløj og en centrum-venstre-fløj, der dog ikke må forveksles med 1960'ernes eksperiment af samme navn. Det lykkedes imidlertid ikke venstrepartierne i første omgang at slå politisk mønt af den gamle politiske klasses fald. Ved valget i marts 1994 blev mediekongen og højrepopulisten Silvio Berlusconi og hans Forza Italia-parti den store sejrherre sammen med Lega Nord og Gianfranco Finis Alleanza Nazionale, der opslugte det tidligere nyfascistiske parti MSI.

Mange frygtede, at Italien stod over for et nyt regime, men i december 1994 måtte regeringen Berlusconi træde tilbage, da den mistede Lega Nords støtte, og give plads for et forretningsministerium under ledelse af den tidligere nationalbankdirektør Lamberto Dini (f. 1931), der efter valget i april 1996 overlod regeringsmagten til økonomiprofessor Romano Prodi i spidsen for en bred centrum-venstrekoalition omkring PDS. Regeringen Berlusconi efterlod en række fortsat uløste spørgsmål, bl.a. vedrørende den italienske økonomi. Ikke desto mindre vandt Silvio Berlusconi atter stor vælgertilslutning ved valget i 2001, hvor Forza Italia blev det største parti efter løfter om effektivisering af den offentlige administration, forenkling af lovene, skattelettelser og genrejsning af Syditalien. Berlusconi er blevet udsat for stærk kritik fra både ind- og udland pga. korruptionssigtelser fra italienske og spanske domstole, hans ringeagt for de statslige institutioner og den konflikt, der skyldes, at Berlusconi på én gang bestrider embedet som ministerpræsident, har store økonomiske interesser i erhvervslivet og kontrollerer en væsentlig del af medierne. Centrum-venstre, der havde regeringsmagten 1996-2001, har dog ikke formået at skabe et handlekraftigt alternativ til de kontroversielle centrum-højre-regeringer.

Premierministre
1861 Camillo di Cavour
1861-62 Bettino Ricasoli
1862 Urbano Rattazzi
1862 Luigi Carlo Farini
1863-64 Marco Minghetti
1864-66 Alfonso Lamarmora
1866-67 Bettino Ricasoli
1867 Urbano Rattazzi
1867-69 Luigi Federico Menabrea
1869-73 Giovanni Lanza
1873-76 Marco Minghetti
1876-78 Agostino Depretis
1878 Benedetto Cairoli
1878-79 Agostino Depretis
1879-81 Benedetto Cairoli
1881-87 Agostino Depretis
1887-91 Francesco Crispi
1891-92 Antonio di Rudinì
1892-93 Giovanni Giolitti
1893-96 Francesco Crispi
1896-98 Antonio di Rudinì
1898-1900 Luigi Pelloux
1900-01 Giuseppe Saracco
1901-03 Giuseppe Zanardelli
1903-05 Giovanni Giolitti
1905-06 Alessandro Fortis
1906 Sidney Sonnino
1906-09 Giovanni Giolitti
1909-10 Sidney Sonnino
1910-11 Luigi Luzzati
1911-14 Giovanni Giolitti
1914-16 Antonio Salandra
1916-17 Paolo Boselli
1917-19 Vittorio Emanuele Orlando
1919-20 Francesco Saverio Nitti
1920-21 Giovanni Giolitti
1921-22 Ivanoe Bonomi
1922 Luigi Facta
1922-43 Benito Mussolini
1943-44 Pietro Badoglio
1944-45 Ivanoe Bonomi
1945 Ferruccio Parri
1945-53 Alcide De Gasperi
1953-54 Giuseppe Pella
1954 Amintore Fanfani
1954-55 Mario Scelba
1955-57 Antonio Segni
1957-58 Adone Zoli
1958-59 Amintore Fanfani
1959-60 Antonio Segni
1960 Fernando Tambroni
1960-63 Amintore Fanfani
1963 Giovanni Leone
1963-68 Aldo Moro
1968 Giovanni Leone
1968-70 Mariano Rumor
1970-72 Emilio Colombo
1972-73 Giulio Andreotti
1973-74 Mariano Rumor
1974-76 Aldo Moro
1976-79 Giulio Andreotti
1979-80 Francesco Cossiga
1980-81 Arnaldo Forlani
1981-82 Giovanni Spadolini
1982-83 Amintore Fanfani
1983-87 Bettino Craxi
1987 Amintore Fanfani
1987-88 Giovanni Goria
1988-89 Luigi Ciriaco De Mita
1989-92 Giulio Andreotti
1992-93 Giuliano Amato
1993-94 Carlo Azeglio Ciampi
1994 Silvio Berlusconi
1995-96 Lamberto Dini
1996-98 Romano Prodi
1998-2000 Maussima D'Alema
2000-01 Giuliano Amato
2001-06 Silvio Berlusconi
2006-08 Romano Prodi
2008-11 Silvio Berlusconi
2011-13 Mario Monti
2013-14 Enrico Letta
2014-16 Matteo Renzi
2016- Paolo Gentiloni

Annonce

Italien spillede en aktiv rolle på Balkan, bl.a. i forbindelse med uroligheder i Albanien, hvor 12.000 franske, spanske og italienske soldater under italiensk overkommando blev sat ind i april 1997 i forbindelse med uroligheder i landets sydlige provinser. Engagementet på Balkan skal bl.a. ses i lyset af den omfattende tilstrømning af illegale flygtninge til Italien.

Det lykkedes ikke centrum-venstreregeringen at afbalancere Berlusconis kontrol med op mod halvdelen af de landsdækkende tv-kanaler, og til trods for at Prodiregeringen frem til 1998 og den efterfølgende regering under ledelse af ekskommunisten Massimo d'Alema kunne fremvise gode resultater – fx Italiens tilbagevenden til det europæiske valutasamarbejde, der banede vejen for landets tilslutning til euroen – forhindrede det ikke, at Berlusconi på ny overtog regeringsmagten i 2001 efter løfter om skattelettelser og økonomisk fremgang. Berlusconis anden regeringsperiode var imidlertid præget af stagnation med vækstrater under det europæiske gennemsnit. Finansskandale fulgte på finansskandale, fx mejerikoncernen Parmalats konkurs og nationalbankdirektør Fazios afgang før tid. På medieområdet fik Berlusconi større kontrol med det statslige tv, RAI, og indskrænkede dermed reelt pressefriheden i Italien. Flere kritiske journalister måtte forlade deres job. Udenrigspolitisk nedprioriterede Berlusconi Europa, orienterede sig mere i retning mod USA, og støttede det amerikanske engagement i Irak. Ved valget i april 2006 vandt centrum-venstrekoalitionen under ledelse af Prodi knebent; den nye regering står over for store udfordringer. Respekten for forfatningen har man søgt at retablere ved at udnævne Giorgio Napolitano, tidligere reformkommunist og med rødder i efterkrigstidens antifascistiske tradition, som ny præsident efter den meget vellidte Ciampi. Den nye regering stod over for store udfordringer, men dens flertal i parlamentet var for lille og centrumvenstrekoalitionens interne uenighed for stor, til at den kunne gennemføre de reformer af arbejdsmarkeds- og pensionslovgivningen og den liberalisering af erhvervslivet, som ellers stod på Prodis dagsorden. Også spørgsmål som familiepolitikken (registrerede partnerskaber), kunstig befrugtning og stamcelleforskning gav anledning til splittelse i regeringskoalitionen, hvor centrum-katolikker stod skarpt over for venstrefløjspartierne, de Grønne og det socialistisk-radikale parti Rosa nel Pugno. Også Italiens militære engagement i Irak og Afghanistan og regeringens godkendelse af en betydelig udvidelse af den store amerikanske militærbase i Vicenza gav anledning til uenighed i regeringskoalitionen. I januar 2008 trådte justitsminister Clemente Mastella fra det lille syditalienske parti Popolari-UDEUR tilbage, efter at hans hustru, den napolitanske lokalpolitiker Sandra Lonardo, blev sat i husarrest som følge af korruptionsanklager. Mastella erklærede først, at hans partis tre senatorer fortsat ville støtte regeringen, men få dage efter trak Mastella sit partis støtte tilbage under henvisning til, at de større regeringspartier havde udvist manglende solidaritet med ham og hans hustru. Regeringen vandt en tillidsafstemning i Deputeretkammeret den 23. januar 2008, men tabte i Senatet den følgende dag med 156 stemmer mod 161.

Ved valget den 13.-14. april vandt Silvio Berlusconis nydannede parti Popolo della Liberta i koalition med det højreorienterede norditalienske selvstyreparti Lega Nord et komfortabelt flertal i begge parlamentets kamre, og den 8. maj tiltrådte Berlusconi igen premierministerembedet.

Blandt de problemer, Italien stod over for i 2008, var en faldende købekraft i befolkningen, en meget ringe økonomisk vækst og en stor offentlig gæld. Dertil kom en omfattende illegal indvandring, som på den ene side forsynede Italien med nødvendig arbejdskraft, men på den anden side skabte en udbredt utryghed i befolkningen, fordi de illegale indvandrere i vid udstrækning blev sat i forbindelse med kriminalitet (det gjaldt i særdeleshed romaer og indvandrere, både legale og illegale, fra Rumænien). Den organiserede kriminalitet i Syditalien var trods en stadig række af markante succeser for politiet fortsat et stort problem. Napolis enorme renovationsproblemer skyldtes en kombination af dårlig administration og korruption på kommunalt og regionalt niveau, manglende investeringer i forbrændingsanlæg i regionen Campania samt de lokale mafiagruppers interesser i ulovlig bortskaffelse af miljøfarligt affald. Da Berlusconi trådte til som premierminister, erklærede han, at han ville holde et regeringsmøde om ugen i Napoli, indtil problemet var løst.

I november 2011 blev Berlusconi, der havde mistet flertallet i Deputeretkammeret, tvunget til at indgive sin afskedsbegæring; tiltroen til, at han kunne løse Italiens alvorlige økonomiske problemer var forsvundet. Han blev afløst på posten af Mario Monti. Den ny regerings opgave var at skulle gennemføre omfattende besparelser, og den første sparepakke blev vedtaget allerede i december 2011. Allerede i 2012 indgav Monti sin afskedsbegæring, da han havde mistet sit parlamentriske grundlag. Efter parlamentsvalget i februar 2013 opstod en politisk krise i landet, og først efter to måneder blev der dannet en ny regering, denne gang under ledelse af Enrico Letta. Efter voldsomme interne stridigheder gik Letta af som premierminister i februar 2014 og blev erstattet af Matteo Renzi, der tiltrådte embedet som den yngste premierminister i Italiens historie.

Læs mere om Italiens historie og om Italien generelt.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Gert Sørensen, Lorens Juul Madsen, Thomas Harder: Italien - historie (1991-) i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 20. oktober 2018 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=100125

    • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

    • Kommentar til redaktionen Vedr. Italien - historie (1991-) Marker den cirkel
      Send kommentar


  • Copyright

    Denne artikel må du ...

  • Kilde

    Denne artikel stammer fra:
    Leksikon

  • Historik
  • Ekspert

    va