Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Italien - historie (1400-t.-1700-t.)

Oprindelige forfattere HGam og THard Seneste forfatter Redaktionen

1400-t. Fra senmiddelalder til renæssance

Økonomisk og socialt betød den sorte død og de næsten cyklisk tilbagevendende epidemier, at befolkningstallet og det økonomiske liv på halvøen styrtdykkede, og indtjeningen blandt de rige befolkningsgrupper faldt. De dårlige tider ramte de lavere samfundslag hårdt med hungersnød og deraf følgende social uro, og først i løbet af 1400-t. nåede man befolkningsmæssigt og økonomisk op på noget, der kunne sammenlignes med 1200-t.s niveau.

Pavernes og kejsernes kamp om og krav på det universelle herredømme var klinget ud, og politisk prægedes det nordlige Italien af det middelalderlige feudale systems begyndende afvikling. De mange store bykommuner med deres stolte selvstyretraditioner var pga. de evindelige sociale konflikter også i krise, og denne udvikling gav plads til fremvæksten af et voksende, mere og mere formaliseret og bureaukratiseret lokalt despotsystem. Italien var stadig Europas mest urbaniserede område, og det var i byerne, despoterne etablerede sig; fra 1400-t. i stadig højere grad som egentlige fyrstehuse. De førte dynastipolitik, arrangerede politisk betingede ægteskaber og indgik familiealliancer, der senere fik afgørende betydning.

Der fandtes dog også vigtige undtagelser, især republikken Venezia med sit købmandsaristokratiske styre. Venezia meldte sig ca. 1400 for første gang i sin historie som italiensk magt og etablerede sig på forbløffende kort tid i halvøens nordøstlige del. Firenze forblev formelt en republik indtil 1530, men i øvrigt bredte despotierne sig overalt i Nord- og Mellemitalien.

Annonce

I Italiens sydligere dele begyndte affeudaliseringen meget senere, om overhovedet. Her var situationen i Kirkestaten, at de lokale mindre despotier havde gjort sig relativt uafhængige, og at staten stadig var opsplittet. Kongeriget Neapel var det meste af tiden under aragonsk indflydelse og trods en vis centralisering under fyrstemagten i Napoli stadig stærkt opsplittet under mange feudale stormænd. Sicilien var fremdeles direkte under Aragoniens kontrol.

De større nord- og mellemitalienske stater fortsatte deres krige, erobringer og indlemmelser af mindre stater, og omkring 1400 var Viscontislægtens Milano ved at blive den altdominerende magt. Firenze, der var truet på livet, fik dog efter talrige krige, bl.a. i samarbejde med Venezia, sat en stopper for Viscontiernes ekspansion.

Kirkestaten, som under Det Store Skisma 1378-1417 var blevet voldsomt reduceret pga. Milanos ekspansion fra nord og Neapels ekspansion fra syd, blev nu igen en magtfaktor i italiensk politik, efter at paverne definitivt havde genvundet Rom 1417-21. Kirkestaten blev på sine særlige præmisser mere og mere en verdslig territorialstat i lighed med de øvrige stater.

Freden i Lodi 1454

De endeløse krige om overherredømmet på halvøen blev for længere tid bragt til standsning, og grænserne fastfrosset, da de fem store magter, Milano, Venezia, Firenze, Kirkestaten og Neapel, ved Freden i Lodi i 1454 indgik en aftale om gensidige forhandlinger i tilfælde af fremtidige konflikter. Dermed løstes problemerne mellem de store stater dog ikke, og der opstod i den følgende tid adskillige farlige situationer, fx den såkaldte Pazzisammensværgelse i 1478 mod Medicierne i Firenze.

Med Freden i Lodi var der tilvejebragt en magtbalance og politiske instrumenter, der kunne sikre den italienske halvø mod det totale kaos. De fem hovedmagter skabte et diplomatisk system, der blandt andet omfattede indretningen af permanente gesandtskabsrepræsentationer i staternes hovedstæder og regelmæssig informationsvirksomhed fra gesandterne tilbage til deres regeringer. Især Venezias diplomati blev berømmet, men også de mindre stater, fx Mantova, indrettede et meget velunderrettet diplomatisk korps i de store byer; Rom blev hovedby i det nyetablerede diplomatiske netværk. Hele dette udenrigspolitiske system blev senere overtaget af det øvrige Europa, først af Spanien, siden af Frankrig, hvorved det blev kernen i det klassiske europæiske diplomati.

Hofkulturens fremkomst

I det politisk-kulturelle liv afløstes en borgerkultur langsomt, men sikkert af en hofkultur (se hof). Fx indpassede Mantova og Ferrara sig i det større system og kunne inden for rammerne af Freden i Lodi udvikle en hofkultur som de større stater. De mange konflikter gav de små fyrstestater mulighed for at tjene penge ved at levere soldater og generaler, og flere af de store fællesitalienske regeringsmøder og kirkemøder blev afholdt i disse på papiret neutrale stater.

Det har altid fascineret, at netop denne periode i Italiens historie, der i meget høj grad var præget af intern splid og endeløse krige, samtidig blev en epoke med en kulturel, kunstnerisk og videnskabelig blomstring uden sidestykke i europæisk historie. En væsentlig forklaring må være, at humanismens og renæssancens gennembrud i 1400-t. brød kirkens monopol på kunst og lærdom. De verdslige magthavere indså hurtigt, at kunst, kultur og videnskab kunne bruges politisk. Berømt i den henseende blev hertug Federico da Montefeltro af Urbino, der samtidig med en strålende karriere som condottiere var en mand af stor humanistisk og klassisk dannelse. Hans lille fyrstestat med det nybyggede renæssancepalads og det forfinede hofliv blev et forbillede for mange italienske hoffer, og andre små fyrstestater som Mantova og Ferrara inspireredes af Urbino og etablerede højere skoler og universiteter. Ved opførelsen af paladser og indretning af repræsentationsgemakker, ved officielle begivenheder og modtagelse af fremmede gesandter samt ved anlæggelse af nye byer eller bydele, skabt efter renæssancens nye regulære, symmetriske principper, kunne hertuger, grever og også republikker øge deres prestige og legitimitet. Den senere europæiske fyrstelige hovedstad var for alvor på vej.

Det genetablerede pavedømme fulgte trop og planlagde ca. 1450 under humanisten pave Nicolaus 5. en væsentlig og radikal ændring af Rom og Peterskirken efter moderne principper. Hertugdømmet Ferrara, der styredes af Esteslægten, udvidede ca. 1500 byen Ferrara ved at anlægge et nyt residenskvarter med store brede, lige gader i forlængelse af den gamle by.

Fransk og habsburgsk intervention (1494-1530)

Hele det italienske magtbalancesystem fra Freden i Lodi blev bragt til afslutning med den franske kongemagts militære intervention i de italienske affærer i 1494. En forvirret tid fulgte, da også habsburgerne siden blandede sig i striden, og Italien blev i over 50 år hovedvalplads for en lang række krige mellem Frankrig og den habsburgske kejsermagt.

Den franske konge Karl 8.s indblanding skyldtes to forhold. For det første havde Karl et arvekrav på kongeriget Neapel, og for det andet opfordredes han til at intervenere af Milanos herskere, Sforzaslægten, der følte sig trængt af de andre italienske magter. Togtet til Neapel blev en overvældende succes, bl.a. som følge af den franske hærs størrelse på ca. 30.000 mand, der var udrustet med moderne transportable kanoner.

I 1494 bøjede alle de italienske magter sig for overmagten, og på mindre end et halvt år stod Karl 8. som sejrherre. For Firenze fik den franske indmarch den konsekvens, at Medicierne blev fordrevet, og et præstestyre under dominikanermunken Girolamo Savonarola indførtes; det blev i 1498 afløst af en anden republikansk styreform. Det var i dette miljø, den politiske forfatter Niccolò Machiavelli virkede som højtstående embedsmand.

Den franske march gennem hele Italien fik de italienske stater til at gå sammen, og allerede i 1495 var Frankrig igen tvunget ud. Dette lykkedes takket være anden udenlandsk intervention fra bl.a. de spanske habsburgere, og fra nu af var fremmed indgriben i Italien en kendsgerning. Franskmændene forsøgte imidlertid snart, bl.a. via et arvekrav, at få Milano under deres indflydelse, men deres hovedmodstander, habsburgeren Karl 5., der blev spansk konge i 1516 og tysk kejser i 1519, drev efter mange krige definitivt Frankrig ud og lagde selv sin tunge hånd på halvøen.

Før det kom så vidt, var Osmannerriget, der i 1453 havde erobret Konstantinopel, i begyndelsen af 1500-t. ekspanderet voldsomt på Balkan og i Middelhavet og havde bl.a. erobret flere støttepunkter i Puglia i Syditalien. Desuden blev den gamle katolske enhedskirke truet med sprængning ved Luthers og Calvins religiøse oprør mod romerkirken i årene efter 1520.

På den italienske halvø havde en række aggressive paver under dække af de mange udenlandske indgreb siden 1490'erne udbygget Kirkestatens område, og da Leo 10. i 1513 blev pave, var hele Mellemitalien og store dele af Podalen under Mediciernes kontrol. Men netop Medicislægtens paver, Leo 10. og hans fætter Clemens 7., samt paverne Alexander 6. og Julius 2. var de selv samme, som ved grov økonomisk udnyttelse af paveembedets åndelige autoritet samt ved deres verdslige pragtudfoldelse og hele livsførelse havde givet stødet til den nordeuropæiske rejsning mod pavekirken.

Samtidig blev Rom med nybygningen af Peterskirken og opførelsen af det mægtige Vatikanpalads fra begyndelsen af 1500-t. pludselig Europas kunstneriske og arkitektoniske hovedby med Julius 2.s, Leo 10.s og Paul 3.s mægtige byggeaktiviteter, der blev ledet af de store renæssancekunstnere Donato Bramante, Rafael (Rafaello Santi) og Michelangelo.

Karl 5.s lejesoldater gør nar af paven under plyndringen af Rom, Sacco di Roma, i 1527. Pave Clemens 7.s forsmædelige nederlag understregede, at Italien reelt var underlagt den tysk-romerske kejser. Kobberstik fra 1630, udført af tyskeren Matthäus Merian.

Karl 5.s lejesoldater gør nar af paven under plyndringen af Rom, Sacco di Roma, i 1527. Pave Clemens 7.s forsmædelige nederlag understregede, at Italien reelt var underlagt den tysk-romerske kejser. Kobberstik fra 1630, udført af tyskeren Matthäus Merian.

Karl 5., der fra 1520 og frem til sin abdikation i 1556 udbyggede og fastholdt sin position som Italiens overherre, lagde efter franskmændenes store nederlag ved Pavia i 1525 en ny politisk orden ned over halvøen i de følgende år; kun Venezia beholdt en vis frihed. Alle de øvrige stater var tvunget til at indordne sig under det kejserlige hegemoni. Pave Clemens 7. og Kirkestaten måtte efter allianceforhandlinger med Frans 1. af Frankrig indkassere et stort nederlag ved det såkaldte Sacco di Roma i 1527, hvor kejserlige lejetropper erobrede Rom, der blev hærget og plyndret. Når den hellige fader i Rom kunne ydmyges så voldsomt, indså alle andre stater, at åben konflikt med kejseren ikke var nogen realistisk mulighed.

Dette blev understreget 1529-30 ved en diplomatisk kongres i Bologna og ved Freden i Cambrai, hvor Karl 5. anerkendtes som halvøens overherre, og hvor det politisk helt umyndiggjorte Italien til gengæld til ære for kejseren iscenesatte en serie mageløse renæssancefester, der kulminerede med Karls kejserkroning ved den nyligt ydmygede pave Clemens 7.

De italienske staters indbyrdes grænser lå derefter nogenlunde fast og bekræftedes i denne form i hovedtræk ved den endelige fredsslutning mellem Frankrig og habsburgerne ved Cateau-Cambrésis-freden i 1559. Forinden havde Karl 5. dog været under betydeligt pres, ikke mindst i Den Schmalkaldiske Krig 1546-47.

Habsburgsk herredømme (1530-1700)

Hermed genoplivede kejser Karl 5. den gamle drøm om det middelalderlige kejserdømme i Italien, men nu med resurser som ingen af middelalderens kejsere havde haft. Kun forstyrret af Den Spanske Arvefølgekrig 1701-13/14 var dette politiske system gyldigt indtil 1790'erne, da en helt ny situation opstod.

Fra 1530 dominerede Karl 5. Italien og regerede arvelandene Neapel og Sicilien samt Milano direkte. Andre italienske stater, fx Firenze, Mantova og Ferrara, var alle yderst prokejserlige, mens Farnesefamiliens nyoprettede hertugdømme, Parma-Piacenza, pga. samarbejde med Frankrig blev straffet med ti års konfiskation af hertugdømmets ene halvdel og efterfølgende oprettelse af en spansk garnison på Piacenzas citadel indtil 1585. Kirkestat og pavemagt var formelt selvstændige og havde derfor større spillerum, men Sacco di Roma i 1527 huskedes, og da pave Paul 4. i 1557 gjorde et sidste forsøg på at modarbejde habsburgerne, dukkede store spanske troppekontingenter under hertugen af Alba op i Lazio, hvilket gjorde en ende på forsøget.

Venezia, der aldrig havde hørt til Det Tyske Rige, havde friere spil, men truslen fra tyrkerne førte oftest til, at også Venezia samarbejdede med kejseren og siden med kong Filip 2. af Spanien. Alliancen bragte for første gang den uophørlige tyrkiske fremtrængen mod vest til standsning ved søslaget ved Lepanto i 1571. Yderligere blev Savoyen i løbet af 1500-t. fri af såvel fransk som spansk dominans, men området spillede endnu kun en marginal rolle.

Samtidig bredte lutherdommen og calvinismen sig som en steppebrand i Nordvest- og Mellemeuropa og nåede også langt ind i Norditalien. Den dybt katolske kejser Karl 5. ønskede en reform af den katolske kirke vha. et almindeligt europæisk koncil, der skulle afklare den katolske kirkes tro, lære og organisation samt afskaffe de mange synlige misbrug. Koncilplanerne mødte imidlertid voldsom modstand fra paver som Clemens 7. og Paul 3., fordi pavestolen og Kirkestatens hele autoritet herved ville blive taget op til diskussion. Det store koncil (Tridentinerkoncilet) kom dog i stand i 1545 og blev efter talrige afbrydelser og forsinkelser først færdigt med sit arbejde i 1563. Resultatet blev, at den protestantiske kritik i hovedsagen blev afvist, mens et vældigt reformarbejde blev sat i gang i de endnu katolske områder i Europa (modreformationen). Pavestolen bevarede sin øverste åndelige og kirkeligt administrative myndighed i langt de fleste sager, og Kirkestaten overlevede som selvstændig politisk størrelse.

Indordningen under det habsburgske hegemoni blev endnu stærkere, da Karl 5. op til abdikationen i 1556 delte de habsburgske riger og lande mellem sin søn Filip 2., der ud over Spanien, Nederlandene og den nye verden fik hele Italien under sig, og hans bror Ferdinand, der under navnet Ferdinand 1. overtog kejsermagten og de østrigske arvelande. Filip 2. betragtede Italien som en del af sit imperium, og således forblev det indtil begyndelsen af 1700-t.

Det økonomiske opsving, der prægede 1500-t., kom i høj grad Italien til gode, og først i løbet af århundredet slog en ny økonomisk verdensorden igennem. Nordvesteuropa, dvs. Nederlandene, Frankrig og England, tog føringen og afsnørede Middelhavsområdet med Atlanterhavshandelen og sejladsen til Ostindien syd om Afrika; de sydeuropæiske lande kom derfor ind i en fase af stagnation. Endnu forsvarede Venezia dog sit gamle handelsimperium og fastholdt på trods af tyrkernes konstante pres og mange store tab betydelige dele af sine handelsstationer i det østlige Middelhav. Også Firenze havde under sine første hertuger held til at modernisere handels- og produktionslivet, og paverne Sixtus 5. og Paul 5. forsøgte en modernisering af det økonomiske liv i Kirkestaten.

Med dristige finansielle lånemanøvrer havde paverne endnu et råderum, og det betød bl.a. en fordobling af Roms befolkningstal i 1500- og 1600-t. Kunst og arkitektur oplevede en voldsom blomstring, der fandt udtryk i baroktidens Rom, Peterskirken og Peterspladsen samt i Vatikanpaladsets færdiggørelse i første halvdel af 1600-t.

I de spanskdominerede stater var tilbagegangen imidlertid snart en kendsgering, og hele halvøen sank fra anden halvdel af 1600-t. ned i økonomisk stagnation; tidligere tiders verdenshandel blevet reduceret til regionalhandel.

Politisk og kulturelt er perioden under det spanske herredømme blevet kaldt den tristeste i Italiens historie, idet spanierne og den konservative Kirkestat standsede alt initiativ, hvilket bl.a. gav sig udslag i inkvisitionen, censur og jesuiterherredømme. Talenter som Galileo Galilei, Giordano Bruno og Tommaso Campanella blev alle undertrykt.

Stagnation i 1700-t.

I 1700 uddøde de spanske habsburgere, og Den Spanske Arvefølgekrig brød ud i 1701. Italien var i den sammenhæng endnu en gang valplads for europæiske stridigheder. Utrechtfreden i 1713 medførte, at de østrigske habsburgere stort set overtog de gamle spanske habsburgeres plads; kun Savoyen hævdede en vis selvstændighed, mens resten af halvøen fik sin skæbne bestemt fra de østrigske habsburgeres hovedstad, Wien.

I 1700-t. stivnede de politiske og socioøkonomiske strukturer helt, og kun fordi østrigerne var påvirket af oplysningstidens reformtanker, blev der i enkelte stater gjort tilløb til forbedringer. I Sicilien og Neapel (fra 1734 kongeriget Begge Sicilier) samt i Kirkestaten var adel og gejstlighed fortsat ejere af næsten al jord, og de store godsers fæstere levede under usle kår. En apati havde grebet størstedelen af befolkningen, og da reformer enten udeblev eller blev søgt hastigt gennemført ovenfra, var halvøen med Savoyen som den eneste undtagelse fuldstændig værgeløs, da Den Franske Revolutions idéer og siden den franske republiks hære under Napoleon Bonaparte i 1796 trængte ind med nye tanker om samfundets indretning.

Læs mere om Italiens historie.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Helge Gamrath, Thomas Harder: Italien - historie (1400-t.-1700-t.) i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 20. februar 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=100110