Italiens regioner

Administrativt er Italien inddelt i 20 regioner, hver enkelt præget af de produktionsformer, som har udviklet sig gennem tiden. Navnlig tre faktorer hænger nøje sammen. Den første er landets lange historie, dets kultur og traditioner, som afspejler sig i en uformel, familiebaseret økonomi og mange små virksomheder. Den anden er måden, hvorpå landets forening til nationalstat blev gennemført. Heri bunder den såkaldte italienske dualisme, dvs. den historiske konflikt mellem landet nord og syd for regionen Lazio med undtagelse af Rom. Den tredje faktor er forskydningen af Europas økonomiske centrum mod nord og vest, som har givet de moderne industrisamfund et "vestligt" tilsnit, der adskiller sig fra det, som er karakteristisk for de sydeuropæiske lande.

De nordøstlige regioner, dvs. Lombardiet nord for Milano, Trentino-Alto Adige, Veneto og Friuli-Venezia Giulia, har haft en livlig økonomisk vækst takket være de gode eksportmuligheder til det centrale og vestlige Europa. Erhvervslivet er kendetegnet ved små fremstillingsvirksomheder, der henter billig arbejdskraft fra Balkanlandene og Østeuropa og tit er underleverandører til store europæiske virksomheder. Resten af Lombardiet, dvs. Piemonte og Ligurien, er derimod ramt af tilbagegang for industrien som en følge af, at de store virksomheder har satset på øget fleksibilitet og automatisering.

Regionerne i centrum-nord, dvs. Emilia-Romagna, Toscana og Umbrien, har tilpasset sig den nye industrialiseringsfase og har genoplivet traditionen for industridistrikter, hvor de mange små og mellemstore virksomheder støttes i deres afsætning, både på hjemmemarkedet og til eksport, af en effektiv administration og gode infrastrukturer. Også mange uddannelsesinstitutioner har fået nyt liv.

Et tredje industrialiseringsområde er Adriaterhavskysten, der strækker sig fra Emilia-Romagna gennem Marche og Abruzzerne til Puglia, og som befinder sig midt imellem det industrialiserede Norditalien og det tilbagestående Syditalien. Disse regioner har hægtet sig på industrialiseringen ved at imitere udviklingen i nord og ved i vid udstrækning at ty til en familiebaseret, uformel økonomi, der er konkurrencedygtig pga. lavere omkostninger.

Jo længere sydpå man kommer i Italien, jo mere ændrer arbejdsmarkedet sig til sort arbejde og direkte kriminel økonomi. Også regionen Lazio er en del af denne udvikling, selvom den til en vis grad er påvirket af sin funktion som bagland for hovedstaden Rom. Dele af Molise og Campanien, Basilicata, Calabrien og Sardinien er økonomisk marginaliserede efter 1970'ernes fejlslagne forsøg på at oprette industripoler, og efter at udviklingspolitikken for Syditalien, la Cassa per il Mezzogiorno, blev opgivet umiddelbart efter Berlinmurens fald i 1989. Den generelle udbygning af den offentlige sektor sammen med EU's regionalpolitiske ordninger har dog hjulpet økonomien i disse områder.

Sicilien står i en speciel situation. Selvom øen som de andre regioner i syd er marginaliseret, er den mere bevidst om sit tilhørsforhold til Middelhavsområdet og sætter sig op imod EU's drøm om "vestlig" industrialisering. Sicilien knytter i højere grad sin overlevelse, også i økonomisk henseende, til behovet for udvikling og velfærd blandt folkeslagene i det samlede Middelhavsområde.

De store forskelle mellem regionerne kommer tydeligt til udtryk i deres bidrag til landets BNP. Produktionen pr. indbygger i Midt- og Norditalien er omtrent dobbelt så stor som i syd. Ledighedsprocenten er de senere år faldet fra ca. 12% i 1998 til ca. 9% i begyndelsen af 2002. Udviklingen dækker dog over store regionale forskelle. I 2002 var mindre end 4% af arbejdsstyrken således uden beskæftigelse i det velstående Norditalien, mens arbejdsløsheden var på knap 19% i det fattigere Syditalien.