• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Italien - geografi

Oprindelige forfattere Folke og Werge Seneste forfatter Redaktionen

Italien. Napoli med Vesuv i baggrunden.

Italien. Napoli med Vesuv i baggrunden.

Italiens mere end 300.000 km2 består af en nordlig fastlandsdel med Alperne og Posletten, der udgør ca. 33% af arealet, den italienske halvø med Appenninerne, der udgør ca. 50%, og øerne Sicilien, Sardinien og flere mindre øgrupper, der udgør resten. 35% af landet består af bjerge, og kun 23% er lavland.

Naturforhold

Italien ligger i et tektonisk uroligt område, hvor Alpernes og Appenninernes foldning stadig forårsager jordskælv og i den sydlige del udbrud fra de aktive vulkaner Vesuv, Etna og Stromboli. Bjergskred med mange ødelæggelser forekommer hyppigt. Landet deler en række af de højeste alpetinder med nabolandene: Monte Viso (3841 m) og Monte Bianco (Mont Blanc, 4807 m) med Frankrig, Monte Cervino (Matterhorn, 4478 m), Monte Rosa (4634 m) og Monte Bernina (4049 m) med Schweiz og i de lavere Østalper landets nordligste punkt, Vetta d'Italia (2911 m), med Østrig.

De store bjergkæder afgrænser landets få flodsletter, hvoraf Posletten med Po (652 km) er den største. Næststørst er den alpine skråning mod Adriaterhavet med floderne Adige (410 km), Brenta, Piave, Isonzo mfl. Kun de alpine floder har stabil vandføring året rundt og udnyttes til flod- og kanaltransport og energiforsyning. De øvrige afstrømningsområder har relativt korte afløb fra Appenninerne med Tiberen (405 km) og Arno (241 km) som de længste floder. De store floder fyldes i deres nedre løb successivt med aflejringer; fx ligger Pos nedre løb ti meter over det omgivende terræn yderst i deltaet. Højdeforskellen øges, når terrænet sætter sig som følge af oppumpning af vand eller naturgas. Dette giver i forbindelse med intensiv grusgravning i og udretning af flodlejerne afstrømningen fart og medfører en konstant risiko for oversvømmelser i situationer med tøbrud og højvande, som det skete i 1966 ved Arno i Firenze og også i Venezia. Vandstanden ved højvande i Venezias lagune er øget ca. en halv meter gennem 1900-t.

Annonce

Klima

Alperne er den eneste region, hvor der forekommer alpint klima. Po-, Veneto- og Romagnasletterne og størstedelen af Appenninerne har tempereret klima ligesom de øvrige kyst- og bakkeområder. Syditaliens, Siciliens og Sardiniens kyster har subtropisk klima. I Appenninerne falder nedbøren overvejende som vinterregn, og vandløbene tørrer ud i sommerhalvåret.

Råstoffer

I de geologisk unge bjerge udnyttes kun få mineralforekomster, bl.a. bly-zink på Sardinien og i Alperne. Kalium udnyttes på Sicilien. Vigtig er marmorbrydning ved Carrara og udvinding af olie og naturgas på Posletten og langs Adriaterhavskysten; disse energikilder dækker dog kun en lille del af landets forbrug. Desuden inddampes havsalt på Sicilien. Mange små jern-, mangan-, kviksølv-, antimon-, arsen-, kobber- og guldminer blev lukket i 1970'erne tillige med de førhen betydningsfulde svovlminer på Sicilien.

Naturparker

Flere massiver, i nordvest Gran Paradiso, i centrum Stelvio og i øst De Bellunesiske Dolomitter, er vanskeligt tilgængelige og udlagt som nationalparker for at beskytte plante- og dyrelivet, der bl.a. omfatter alpestenbuk, gemse, murmeldyr, ørne og en sårbar bjergflora. Også i Appenninerne er der etableret nationalparker, bl.a. i Abruzzerne, for at bevare bestande af gemse, bjørn, ulv, vildsvin samt ugler og rovfugle.

Vegetation

Den oprindelige vegetation i lavlandet, især i den sydlige del af landet, har været stedsegrøn skov af bl.a. kermeseg, aleppofyr og pinje. Disse områder er nu opdyrket eller ved græsning omdannet til krat (se maki og garrigue). Lokalt findes korkeg og dværgpalme, og indslæbte arter af fx eukalyptus, agave og figenkaktus præger mange steder vegetationen.

På de lavere bjergskråninger vokser løvfældende skov, bl.a. eg og kastanje. Mellemeuropæiske skovtyper som fx bøgeskov følger bjergene helt til Syditalien. Over trægrænsen findes en rig alpin flora af flerårige urter og dværgbuske. Italien har mindst 6000 arter af karplanter, det højeste tal i noget europæisk land; de endemiske arters andel af floraen øges fra nord mod syd.

Landbrug

Bjergbøndernes gamle kultur med sæterdrift om sommeren (transhumance) er næsten forsvundet fra både Alperne og Appenninerne. Det tidligere afbalancerede selvforsyningslandbrug med malkekøer, fjerkræ og får samt foderafgrøder, grøntsager og frugt er afløst af moderne skovbrug og turisme, der som de nye erhverv nogle steder kan fastholde en vis befolkning. Ellers affolkes bjergområderne, men bosætning i dalene har til gengæld gennem 1980'erne og 1990'erne tiltrukket specialiseret landbrug og industri både i Alperne og i de nordlige og centrale Appenniner. Landbruget i disse dale er især koncentreret om frugt- og vinavl og i Appenninerne tillige om oliven samt enårige markedsafgrøder, fx solsikke, soja, majs og tobak.

Tre fjerdedele af sletterne og dermed af den bedste landbrugsjord ligger i Norditalien, i de nord- og sydlige dele af Appenninerne og i bakkelandet Antiappenninerne i Toscana. Her er den kalk- og lerholdige brunjord og klimaet bedre egnet til landbrug end i det øvrige Italien, hvor træfældning og intensiv udnyttelse siden oldtiden har udpint jorden og resulteret i forøget erosion; frugtbar jord er med vandløb skyllet ud i de udstrakte sumpområder i lavlandet og langs kysterne.

Som værn mod malaria, stenskred og overfald er bebyggelsen i det centrale Italien traditionelt samlet på bakkekammene som befæstede byrepublikker og landvillaer samt små, spredte brug, såkaldte mezzadria. I det sydligste Italien findes store landsbyer beboet af landarbejdere fra de karakteristiske kornlandbrug, latifundierne. Efter udstykning af talrige latifundier efter 2. Verdenskrig og omlægning af de i 1992 endeligt afskaffede mezzadriabrug er der sket en stor fraflytning fra landbrugsområderne. De tilbageværende brug specialiseres og sammenlægges i stigende grad, men hyppigt med jordlodderne liggende spredt, så rationel samdrift er umulig.

Lavlandet og kystsletterne er ved landvindingsarbejder, dræning og kunstvanding i 1900-t. blevet landets mest produktive landbrugsområder, overvejende dyrket af mellemstore, højt specialiserede brug. Po-, Veneto- og Romagnasletterne og sydens sletter i Puglia (Apulien), på Sicilien og Sardinien har været reguleret og under plov siden etruskisk, græsk og romersk oldtid. Disse områder er de traditionelle producenter af korn, sukkerroer og foder foruden kvæg, svin, grøntsager og solsikkefrø samt ved den øvre Poslettes kilder også ris. Citrusfrugter dyrkes næsten udelukkende i Syditalien.

Italien. Byen Scilla i Calabrien.

Italien. Byen Scilla i Calabrien.

Bydannelse, infrastruktur og miljø

Sletterne med det intensive landbrug er også landets højest industrialiserede, økonomisk mest udviklede og tættest befolkede områder, og også de mest forurenede. Dette gælder især "Den Industrielle Trekant", området mellem Milano, Torino og Genova.

Bydannelsen i Italien går tilbage til oldtiden, men udvikledes i middelalderen til betjening af de mest produktive landbrugsområder, dvs. Posletten og det mellemitalienske bakkeland samt Napoliområdet og Puglia. Bykulturen og den tilknyttede klædefremstilling blev tidligt et af landets karakteristika. Energi-, miljø- og økonomiske kriser siden 1970'erne har bevirket en spredning af bosætning og erhverv til de mellemstore byer. Fra 1990'erne er især byerne i Nordøst- og Mellemitalien vokset. Også bjergenes udløbere og stejlkysterne i Mellem- og Norditalien er ved at blive omformet til et tætmasket urbaniseret net, forbundet med motorveje (autostradaer). Med ca. 6500 km har Italien et af Europas største motorvejssystemer. Byspredningen siden 1960 har ført til et stærkt stigende energiforbrug i forbindelse med, at 3/4 af alle pendelrejser foregår med bil. Transportsektoren bidrager med 2/3 af luftforureningen i landet. Italien har i 1994 indledt en udbygning af jernbanenettet, bl.a. for højhastighedstog med hastigheder op til 300 km/h. Disse baner skal hæve jernbanernes andel af persontransporten ved at forbinde storbyerne og nedsætte rejsetiden fra fx Milano til Napoli fra syv til fire timer.

Siden en industriel dioxinforgiftning af Milanoforstaden Seveso i 1976 og andre giftulykker er lovgivningen skærpet. Et nyoprettet miljøministerium standsede efter ulykken i Tjernobyl i Ukraine i 1986 landets kernekraftværker; siden 1990 er kernekraft helt afviklet.

Floderne Po, Adige, Arno og Tiberen transporterer årligt over 100.000 t kvælstof og 15.000 t fosfor ud i havene. Gardasøen er den eneste større sø med rent vand. Sundhedsfarligt badevand ved en fjerdedel af kysterne medvirkede i 1990'erne til en tilbagegang i turismen. Stigende miljøbevidsthed og -indsats præger landets miljøpolitik, som går ud på at opfylde EUs standarder.

Regionernes industrielle udvikling

Administrativt er Italien inddelt i 20 regioner, hver enkelt præget af de produktionsformer, som har udviklet sig gennem tiden. Navnlig tre faktorer hænger nøje sammen. Den første er landets lange historie, dets kultur og traditioner, som afspejler sig i en uformel, familiebaseret økonomi og mange små virksomheder. Den anden er måden, hvorpå landets forening til nationalstat blev gennemført. Heri bunder den såkaldte italienske dualisme, dvs. den historiske konflikt mellem landet nord og syd for regionen Lazio med undtagelse af Rom ... Læs videre om de italienske regioners industrielle udvikling.

Befolkning

Befolkningen er etnisk meget homogen. I nord findes små grupper af tysk-, fransk- og slovensktalende, i syd af albansk- og græskprogede ... Læs videre om den italienske befolkning.

Læs mere om Italien.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Hans Folke, Per Werge: Italien - geografi i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 17. november 2017 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=100041