Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Italien - forhistorie

Oprindelig forfatter HHors Seneste forfatter Redaktionen

Italien. Urne af brændt ler udformet som en stråtækt hytte. Væggene skal forestille at være lavet af træstolper med grenflet imellem. Urnen er fra 800- eller 700-t. f.Kr. og fundet i Osteria dell'Osa.

Italien. Urne af brændt ler udformet som en stråtækt hytte. Væggene skal forestille at være lavet af træstolper med grenflet imellem. Urnen er fra 800- eller 700-t. f.Kr. og fundet i Osteria dell'Osa.

Italiens topografi har haft stor betydning for oldtidskulturernes udvikling og deres indbyrdes forhold. Således har Appenninerne fungeret som en barriere, der har adskilt øst og vest, og det betyder, at der er store forskelle på de arkæologiske fund i forskellige dele af landet.

Stenalder

De ældste spor af menneskelig aktivitet er repræsenteret af ca. 700.000 år gamle primitive stenredskaber fundet i Molise. Der er kun fundet meget få menneskeknogler fra ældre stenalder; fra slutningen af perioden stammer tre kranier fra neandertalmennesker. For ca. 40.000 år siden dukkede de første moderne mennesker (Homo sapiens sapiens) op. Stenredskaberne udvikledes gradvis, og fra den seneste del af ældre stenalder kendes hulemalerier. Grave, der er dekoreret med sneglehuse og farvestoffet okker, viser, at man har draget omsorg for den døde. I mesolitikum, mellemste stenalder ca. 10.000-5000 f.Kr., fortsatte forfinelsen af stenredskaberne med brugen af mikrolitter.

Overgangen fra hel eller delvis nomadisk jæger-samler-kultur til hovedsagelig bofast landbrugskultur fandt sted i neolitikum, yngre stenalder 6. årtusinde-ca. 3000 f.Kr. Overgangen ses først i det sydøstligste Italien, hvor nogle forskere mener, at udviklingen blev fremskyndet af kontakt til Balkanlandene. Frem til begyndelsen af 5. årtusinde f.Kr. spredtes den gradvis over resten af landet. I Nordapulien er der på en slette identificeret over 260 landsbyer omgivet af en voldgrav. I løbet af dette årtusinde blev kvæg og svin husdyr. I 4. årtusinde f.Kr. begyndte brugen af keramik til fremstilling af figuriner og kar, først med indtrykket eller -ridset dekoration, senere med to- eller trefarvet bemaling. Flint var stadig den vigtigste råvare, men handel med det vulkanske glas, obsidian, fra De Æoliske Øer gav mulighed for fremstilling af bedre skæreredskaber. To kulturer dominerer: Diana-kulturen findes fortrinsvis i Syditalien og er næsten udelukkende defineret ved sin karakteristiske glansfulde røde keramik. Lagozza-kulturen er bedre belyst. Den findes fortrinsvis i Norditalien, hvor der er fundet landsbyer bygget på pæle langs søbredderne på Posletten.

Annonce

Bronzealder

Bedst kendt fra den tidlige bronzealder er Gaudo-kulturen i Campanien, ca. 2600-2000 f.Kr., der er karakteriseret ved flere begravelser i kammergrave, mørk og ofte udekoreret keramik med en bred båndhank og fundet af knivsblade af kobber og arsenbronze. I 1980'erne er der især i Norditalien gjort mange fund af den næsten samtidige klokkebægerkultur, ca. 2200-1800 f.Kr., der også kendes fra Vesteuropa, men fundenes betydning og deres relationer til andre kulturer i sen neolitikum og tidlig bronzealder er stadig uafklarede.

I den sene bronzealder, ca. 2000-900 f.Kr., er Italien syd for Podalen karakteriseret af Appenniner-kulturen. Fasen er først og fremmest kendt fra bopladser og er defineret ved keramik med indridset dekoration. Befolkningen boede i hytter i landsbyer, men beboelser i grotter kendes også, og agerbrugskulturen blev suppleret ved halvnomadisk hyrdedrift. De døde blev gravlagt enkeltvis i simple jordfæstegrave. Stenredskaber blev efterhånden fortrængt af bronzeredskaber.

Ca. 1600-1100 f.Kr. er der spor af kontakt med den østlige del af Middelhavsområdet, først og fremmest i form af mykensk keramik. Via importgenstandene fra det græske område er det muligt at relatere de italienske fund fra denne del af bronzealderen til den oldegyptiske kronologi og derved opnå en større præcision, end kulstof 14-dateringerne tillader.

I slutningen af bronzealderen, ca. 1000-900 f.Kr., blev Appenniner-kulturen i store dele af Italien afløst af Protovillanova-kulturen, hvor de døde blev brændt og gravlagt i en dobbeltkonisk urne. Denne kultur er beslægtet med den midteuropæiske urnemarkskultur. I denne fase ses for første gang den dragtnål, fibula, som blev et uundværligt tilbehør til dragten igennem hele 1. årtusinde f.Kr.

På Posletten udvikledes i den anden halvdel af 2. årtusinde f.Kr. Terramare-kulturen, som varede indtil jernalderens begyndelse. I begyndelsen var landsbyerne åbne og bestod af ca. 5 m×5 m store hytter, men senere blev landsbyerne omgivet af et dige til beskyttelse mod oversvømmelse fra Po. Keramik, figuriner og redskaber peger på forbindelser med Donauområdet i Midteuropa. Grave kendes kun fra den seneste del af kulturen, hvor de minder om Midteuropas og Villanova-kulturens urnemarker.

Jernalder

Periodens begyndelse sættes traditionelt til ca. 900 f.Kr. Fra den tid dominerede to kulturer Italien: Villanova-kulturen og fossagravs-kulturerne. Især førstnævnte har store indbyrdes forskelle, og perioden er karakteriseret af en voksende regionalisering, der først ophørte, da romerne havde underlagt sig Italien. I Etrurien og Latium sættes jernalderens nedre grænse ca. 700 f.Kr., mens det for det øvrige Italien synes mere korrekt at sætte den nedre grænse ved den romerske erobring.

Villanova-kulturen, der er den tidligste etruskiske fase, udvikledes af den foregående Protovillanova-kultur og er opkaldt efter de første fund, der blev gjort i 1853 ved landsbyen Villanova nær Bologna. I dag er de karakteristiske gravpladser med hundredvis af urnebegravelser ikke blot fundet andre steder i Podalen, men også i størstedelen af Etrurien, i dele af Umbrien og Marche samt i tre centre i Campanien. Der er flere fund af landsbyer med hytter opført i grenflet med stråtag. Den dødes aske blev normalt lagt i ca. 50 cm høje dobbeltkoniske urner, der var fremstillet af grov, mørk keramik. I begyndelsen var gravene ensartede med få gravgaver, men større forskelle udvikledes hurtigt, hvilket kan tolkes som forskelle i social status; samtidig gik man efterhånden over til at bruge jordfæstegrave. I løbet af 800- og 700-t. f.Kr. voksede forbindelserne til Levanten og Grækenland.

Syd for Tiberens nedre løb udskilte kulturen i Latium sig allerede omkring 1000 f.Kr. Bosættelserne lå som regel på høje, og gravpladserne omkring landsbyerne; også her benyttedes kremation i den tidlige fase. Udviklingen fulgte altså i store træk Villanova-kulturens, men der er tydelige indbyrdes forskelle i fx den lokale keramik. Det kendteste fund fra perioden er resterne af en hytte, kaldet Romulus' hytte, på Palatin i Rom, men de mest oplysende udgravninger har fundet sted uden for Rom, fx Practica di Mare (Lavinium), den store udgravning i Osteria dell'Osa (Gabii) og de nordiske undersøgelser ved Ficana.

I den sydvestlige del af Italien langs Det Tyrrhenske Hav findes forskellige, indbyrdes beslægtede fossagravs-kulturer, som er karakteriseret ved brugen af jordfæstegrave (fossa). Bosættelserne synes fortrinsvis at have ligget på høje (fx Cumae) eller lidt fra kysten. Fra omkring 600-t. f.Kr. sker en gensidig påvirkning mellem fossagravs-kulturerne og de etruskiske og græske bosættelser i Campaniens kystområder. I de skriftlige kilder begynder de forskellige oskisktalende folkeslag, fx samnitterne, campanerne og lukanerne, at optræde i 400-t. f.Kr., og byer som Capua og Napoli havde da blandet befolkning, hhv. etruskisk-campansk og græsk-campansk. På samme tid ses en kraftig ekspansion fra de oskisktalende befolkningsgrupper. Campanerne i Capua overtog magten ved et kup i 423 f.Kr., og de tidligere græske kolonier led samme skæbne i 421 (Cumae) og slutningen af 400-t. (Poseidonia). I 354 f.Kr. omtales en egentlig statsdannelse i Bruttium (Calabrien). Fra midten af 300-t. f.Kr. kendes sammenslutninger i forbund under ledelse af antagelig en embedsmand, i indskrifter benævnt meddix. Samtidig blev der grundlagt byer, især i kystområdet, og en lang række bosættelser og forsvarspunkter inde i landet blev befæstet. Dette skal uden tvivl ses i forbindelse med den række af krigshandlinger i 300-t. f.Kr., der førte til Roms underlæggelse af Italien i begyndelsen af 200-t. f.Kr.

I Apulien er de tidlige jernalderkulturer, den japygiske kultur, rettet mod øst. Der blev, ligesom på Balkan, anvendt jordfæstegrave, hvor den døde blev lagt i fosterstilling på siden. Bosættelser med hytter med rektangulær eller oval grundplan lå på fladt sletteland. Sideløbende med den typiske mørke jernalderkeramik benyttedes i dette område keramik i lyst ler med mørk bemaling, uden tvivl et resultat af Apuliens udstrakte forbindelser til mykensk kultur i slutningen af bronzealderen. Den japygiske kultur blev efterhånden adskilt i tre grupper: messapisk, daunisk og peuketisk (fra syd mod nord). Også i Picenum ved Adriaterhavskysten (nuv. Marche og Abruzzo) fandtes fossagravs-kulturer. Kulturen i den sydligste del har forbindelser over Adriaterhavet, mens fundene i den nordlige del af området viser tydelige kontakter til Villanova-kulturen.

Norditaliens jernalderkulturer havde tætte forbindelser til de midteuropæiske Hallstatt- og La Téne-kulturer. Este- (ved Venezia) og Golasecca-kulturen (ved Gardasøen) er kendt for fremstilling af situlaer, spandelignende bronzekar, ofte med rig reliefdekoration. Mange af kulturerne er forsøgt identificeret med folkeslag, som nævnes i skriftlige kilder. I den græske og romerske historieskrivning kender man en del eksempler på kontakt mellem disse folkeslag. Berømt er Livius' beretninger om de samnitiske krige, som udgør vores væsentligste skriftlige kilde til de italiske folk. Der findes desuden ætiologiske myter, der fortæller om et folks indvandring i Italien under ledelse af den mand, som har givet navn til folket. Myterne er især i ældre forskning blevet anvendt til at navngive arkæologiske kulturer, men mange af disse tilskrivninger er tvivlsomme. Se også italiske folk, etruskere, Sardinien (forhistorie) og Sicilien (forhistorie).

Læs mere om Italiens historie og om Italien generelt.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Helle Winge Horsnæs: Italien - forhistorie i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 11. december 2018 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=100101