Vatikanstatens historie

Da Rom i 1870 blev det nye kongerige Italiens hovedstad, ophørte Kirkestaten med at eksistere. Den nye italienske stat tilstræbte allerede i 1871 en formalisering af kirkens nye, reducerede status med den såkaldte Legge delle Guarentigie 'Garantiloven', der anerkendte pavens ukrænkelighed og råderet over Peterskirken med tilstødende paladser, Lateranet og sommerresidensen i Castel Gandolfo. Pius 9. afviste at skrive under, hvilket dog ikke forhindrede den italienske stat i at føre en ensidig anerkendelse ud i livet, indtil forholdet blev normaliseret med indgåelsen af Lateranforliget i 1929 og Vatikanstatens formelle oprettelse.

Forliget gav Vatikanstaten nogle privilegier i forhold til Italien, der i tiden efter 2. Verdenskrig udmøntede sig i tætte forbindelser til partiet Democrazia Cristiana. Med revisionen af forliget i 1984 nedtonedes indflydelsen på det politiske og kulturelle liv, da katolicismen ophørte med at være italiensk statsreligion; se artiklen om religion i Italien.