Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Partito Comunista Italiano

Oprindelig forfatter Hei Seneste forfatter Redaktionen

Partito Comunista Italiano, PCI, det italienske kommunistparti, dannet under Socialistpartiets kongres i Livorno i 1921 med venstrekommunisten Amadeo Bordiga som leder. Efter uenighed mellem ham og Komintern overtog Antonio Gramsci generalsekretærposten i 1924, og efter ham fra 1926 Palmiro Togliatti. PCI kom under stigende sovjetisk indflydelse, efterhånden som det blev forbudt i Mussolinis Italien, og det deltog i Den Spanske Borgerkrig påvirket af 1930'ernes folkefrontsklima.

PCI spillede en afgørende rolle i modstandskampen 1943-45 og fik indflydelse på Italiens nye demokratiske forfatning. Efterkrigstiden tilbragte partiet i opposition. PCI's friere linje i forhold til Moskva inspirerede 1970'ernes eurokommunisme. Partilederen Enrico Berlinguers forsøg på et historisk kompromis med Democrazia Cristiana, DC, betød, at PCI nu fik en vis politisk vægt. Efter at have støttet to DC-regeringer 1976-79 blev PCI atter tvunget i opposition.

I 1981 sagde partiet endeligt fra over for Moskva. Efter Berlinmurens fald i 1989 proklamerede PCI en ideologisk fornyelse, der førte til dannelsen af Partito Democratico della Sinistra i 1991; navnet blev senere ændret til Democratici di Sinistra.

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Morten Rievers Heiberg: Partito Comunista Italiano i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 16. februar 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=139151