Michele Sindona, 8.5.1920-22.3.1986, italiensk finansmand. Sindona opbyggede 1969-74 et internationalt finansimperium; hans succes skyldtes i vid udstrækning beskyttelse fra Giulio Andreottis fløj af Democrazia Cristiana og konservative kredse i USA samt støtte fra frimurerlogen P2 og fra italienske og amerikanske mafiafamilier. Som Vatikanets økonomiske rådgiver arbejdede Sindona sammen med lederen af Vatikanets bank, Paul Marcinkus. Sindona fik i 1980 (USA) og 1985 (Italien) lange fængselsstraffe for bl.a. bedrageri; i 1986 idømtes han livsvarigt fængsel for at have bestilt mordet i 1979 på den advokat, som skulle afvikle Sindonas imperium. Sindona blev myrdet eller begik selvmord i fængslet under uopklarede omstændigheder.