Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Giovanni Falcone

Oprindelig forfatter THard Seneste forfatter Redaktionen

Giovanni Falcone, 18.5.1939-23.5.1992, italiensk embedsmand. Giovanni Falcone, der var født i Palermo, beklædte 1964-78 embeder ved anklagemyndigheden på Sicilien.

Fra 1978 virkede Giovanni Falcone som offentlig anklager i Palermo, indtil han den 13.3.1991 blev udnævnt til leder af Justitsministeriets strafferetsdepartement i Rom.

I Palermo ledede Giovanni Falcone en gruppe af offentlige anklagere, der specialiserede sig i at bekæmpe mafiaen. Gruppens gode resultater skyldtes bl.a. Falcones indsigt i mafiafolkenes psykologi og hans evne til at vinde "angrende" mafiosis tillid.

Annonce

Både i Italien og i udlandet blev Giovanni Falcone et symbol på kampen mod mafiaen. Den 23.5.1992 blev han myrdet af mafialejemordere, der sprængte hans pansrede bil i luften. Sammen med Falcone døde hans hustru, der ligeledes var offentlig anklager, og tre af hans livvagter.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Thomas Harder: Giovanni Falcone i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 19. juli 2018 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=74066