Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Forza Italia

Oprindelig forfatter THard Seneste forfatter Redaktionen

Silvio Berlusconi. Hans politiske lynkarriere har aktualiseret spørgsmålet om mediernes politiske betydning samt spørgsmålet om skillelinjen mellem private interesser og det offentliges tarv — ikke mindst efter anklager mod Fininvest for korruption og efter fængslingen i 1994 af Berlusconis bror, Paolo Berlusconi.

Silvio Berlusconi. Hans politiske lynkarriere har aktualiseret spørgsmålet om mediernes politiske betydning samt spørgsmålet om skillelinjen mellem private interesser og det offentliges tarv — ikke mindst efter anklager mod Fininvest for korruption og efter fængslingen i 1994 af Berlusconis bror, Paolo Berlusconi.

Forza Italia, FI, italiensk liberalistisk-konservativt politisk parti, grundlagt 1994 af Silvio Berlusconi. Forza Italia blev lanceret i en tv-tale 26.1.1994 og var kernen i den centrum-højre-alliance, som vandt parlamentsvalget i marts 1994.

Ved valget april 1996 blev FI Italiens næststørste parti med 20,6% af stemmerne, men måtte gå i opposition, da centrum-højre-alliancen ikke kunne samle flertal i parlamentet. Dets politik er populistisk, og stilen er præget af det kommercielle tv, der er Forza Italias vigtigste medie.

Ved parlamentsvalget i maj 2001 opnåede Forza Italia ca. 30% af de afgivne stemmer og blev dermed Italiens største parti og dominerende i den centrum-højrekoalition, der dannede regering efter valget.

Annonce

Selvom Forza Italia stadig er styret af en inderkreds af personlige venner og medarbejdere omkring Silvio Berlusconi, har partiet i løbet af 1990'erne udviklet en organisation og en forankring blandt vælgerne, som har gjort det til et rigtigt parti og ikke blot en forlængelse af Berlusconis forretningsimperium.

Ved parlamentsvalget i april 2006 opnåede Forza Italia kun ca. 23% af stemmerne og mistede regeringsmagten. FI gik også tilbage ved en række lokalvalg i maj 2006, men bevarede dog borgmesterposten i Milano.

I november 2007 erklærede Silvio Berlusconi, at FI ville blive nedlagt til fordel for et nyt parti, Popolo della Libertà (Frihedens Folk). Det nye parti blev stiftet den 28.2.2008. I 2013 besluttede Berlusconi, at partiet igen skulle have sit gamle navn Forza Italia. Samtidig hermed blev partiet sprængt, og en række medlemmer vi danne et nyt parti, Nuovo Centrodestra (Nyt Centrum Højre).

Referér til denne tekst ved at skrive:
Thomas Harder: Forza Italia i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 22. marts 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=78804