Democrazia Cristiana

Democrazia Cristiana, DC, italiensk kristeligt demokratisk parti. DC blev grundlagt illegalt i 1942-43 af antifascistiske katolske politikere, som til dels genoptog traditionen fra det katolske parti Partito Popolare, der havde eksisteret 1919-25. DC deltog 1943-45 i skiftende befrielsesregeringer under partiets første leder, Alcide De Gasperi.

I årene umiddelbart efter 2. Verdenskrig fik partiet stor politisk magt, specielt efter parlamentsvalget i 1948, og under den kolde krig blev det bl.a. støttet politisk, moralsk og økonomisk af USA. Frem til 1993 var DC Italiens største parti med afgørende indflydelse på alle italienske regeringer. Partiprogrammet byggede på en katolsk kristen-etisk grund og afspejlede ikke mindst kirkens holdning til familie- og moralspørgsmål.

I praksis var DC præget af formaliserede fraktioner, de såkaldte correnti, der fungerede som partier i partiet og spændte over et meget bredt politisk spektrum. Vælgerne var først og fremmest lønmodtagere, landmænd og mindre erhvervsdrivende. I 1950'erne begyndte DC systematisk at besætte nøglepositioner overalt i den offentlige sektor og den statsejede del af erhvervslivet. Den indflydelse, som partiet derved opnåede, blev i vid udstrækning anvendt til køb af stemmer og støtte. De store korruptionssager, der dukkede op fra februar 1992, ramte DC hårdt, samtidig med at den kolde krigs ophør berøvede partiet rollen som bolværk mod kommunismen, og de betrængte statsfinanser ikke længere tillod den offentlige udgiftspolitik, som havde bidraget til at holde DC ved magten.

I sommeren 1993 blev partiet nedlagt, og i stedet oprettedes et nyt parti, Partito Popolare Italiano, der imidlertid blev splittet i foråret 1995. Partito Popolare Italiano indgik i 2000 i forbundet Margherita, som i 2002 blev et egentligt parti.