Faktaboks

Carlo Azeglio Ciampi
Født
9. december 1920
Død
16. september 2016

Carlo Azeglio Ciampi, 9.12.1920-16.9.2016, italiensk politiker, premierminister 1993-1994 og præsident 1999-2006.

Efter embedseksamen dels i humaniora, dels i økonomi blev Ciampi i 1946 ansat i den italienske centralbank, Banca d'Italia, hvis direktør han blev i 1979.

I april 1993 blev han Italiens første partiuafhængige premierminister. Han fortsatte og forstærkede forgængeren Giuliano Amatos reformpolitik med bl.a. en ny valglov, begrænsning af de offentlige udgifter, privatisering af statsejede virksomheder, effektivisering af statsapparatet samt løntilbageholdenhed på arbejdsmarkedet. Ciampi trådte tilbage efter parlamentsvalget i marts 1994. Ciampi var 1996-99 finansminister og blev i 1999 valgt til Italiens præsident. Dette embede bestred han indtil 2006.

Ciampi var en meget populær og respekteret præsident. I en tid præget af skarpe politiske modsætninger holdt han sig konsekvent neutral, men var samtidig en nidkær vogter af forfatningen og de demokratiske spilleregler. Ciampi afviste ved flere lejligheder at underskrive love, som var foreslået af Berlusconis regering og vedtaget af centrumhøjreflertallet i parlamentet, fordi han fandt dem forfatningsstridige. Ciampi blev ikke desto mindre kritiseret for ikke at have taget skarpere afstand fra Berlusconis politiske praksis. Som præsident gjorde Ciampi en stor indsats for at fremme en italiensk patriotisme, der på én gang skulle være hævet over partipolitik og solidt forankret i de demokratiske værdier og i arven fra den antifascistiske modstandskamp.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig