Faktaboks

Bettino Craxi
Født
24. februar 1934
Død
19. januar 2000

Bettino Craxi, Benedetto Craxi, 24.2.1934-19.1.2000, italiensk politiker, ministerpræsident 1983-87. Craxi blev i 1952 medlem af socialistpartiet (PSI) og indvalgt i Deputeretkammeret i 1968 og i EF-Parlamentet i 1979. Han var 1976-94 generalsekretær for PSI; desuden chefredaktør for partiavisen Avanti!. Craxi dannede to regeringer 1983-87 og var den første socialistiske premierminister i Italiens historie. Han førte en hård politik over for fagforeningerne, og perioden var præget af økonomisk vækst, der øgede Italiens internationale betydning. Under hans ledelse undertegnedes i 1984 et nyt konkordat mellem kirken og den italienske stat, ifølge hvilket den katolske kirke ikke længere er Italiens statskirke.

Som regeringschef og partileder var Craxi en central person i et stadigt mere korrupt økonomisk-politisk system. Efter at der var blevet rejst tiltale mod ham for omgåelse af loven om finansiering af de politiske partier, måtte han trække sig tilbage som partisekretær for PSI i februar 1993. Craxi blev i sommeren 1994 idømt 81/2 års fængsel, men undgik afsoning ved at tage ophold i Tunesien. Craxi var in absentia definitivt idømt i alt ti års fængsel for korruption og ulovlig partifinansiering. Andre korruptionsdomme ventede endnu på at komme for en appeldomstol, da han døde i sit frivillige eksil i Tunesien. For mange var Craxi symbolet på den systematiske korruption i Italiens politiske verden. Craxi selv hævdede at være syndebuk, og at alle partier var afhængige af ulovlig finansiering.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig