Antonio Segni, 2.2.1891-1.12.1972, italiensk politiker. Antonio Segni blev medlem af det katolske Partito Popolare 1919 og var 1942-43 blandt stifterne af Democrazia Cristiana; endvidere medlem af den forfatningsgivende forsamling 1946-48. Som landbrugsminister 1946-51 gjorde Segni en stor indsats for jordreformer i Syditalien. Han var undervisningsminister i næsten hele perioden 1951-54, premierminister 1955-57 og 1959-60, forsvarsminister 1958-59, indenrigsminister 1959-60, udenrigsminister 1960-62 og Italiens præsident 1962-64. Herefter blev han udnævnt til livstidssenator.