Doge var en valgt hersker i de italienske byrepublikker Venedig og Genova.

Faktaboks

Etymologi

Doge er en venetiansk form af det italienske duce, som kommer af latin dux, 'fører'

I Venedig møder man den første doge før år 1000. Oprindelig deltog hele folket i valget, og dogen regerede på livstid med næsten enevældig magt. I løbet af middelalderen reduceredes hans magt betydeligt, bl.a. ved at han fik et råd ved sin side og måtte underskrive en håndfæstning. Samtidig overgik dogevalget til de ledende adelsslægter, der vha. indviklede valgregler søgte at sikre sig mod enkelte familiers dominans.

I Genova valgtes den første doge i 1339. Også her overgik valget med tiden fra hele folket til de fornemme slægter, og embedstiden indskrænkedes til blot to år. I både Venedig og Genova ophørte dogestyret med den franske besættelse i 1797.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig